• Forside

Brundle langer ud!

I rækken af tidligere Formel 1-kørere, som gerne vil sige noget, er vi nu nået til Martin Brundle. Veteranen med over 150 løb bag sig, langer nu kraftigt ud efter både Spyker, Toyota og Hamilton.

Af: (@bmf1.dk) d. 15/7 2007 klokken 15:07

Alle har en mening, og i den sidste tid har vi hørt fra Prost og Lauda, bare for at nævne nogle få. Nu kommer endnu en tidligere F1-pilot på banen, Martin Brundle, og han skælder godt og grundigt ud på både Spyker og Toyota, for deres dårlige sæson.

Englænderen, der har deltaget i mere end 150 F1-løb gennem karrieren, blandt andet for McLaren i 1994, er forundret over den dårlige præstation, som Toyota og Spyker lægger for dagen. Han går endda så langt som at sige, at han slet ikke forstår, hvorfor de to teams overhovedet er at finde i Formel 1.

"Det er svært at se hvad Toyota opnår i Formel 1," skriver Brundle i Times, og kritiserer den japanske bil-gigant, for at bruge "et enormt budget" i bytte for dårlige præstationer og ringe pålidelighed. Toyota opererer med et anslået årligt budget i omegnen af $2 milliarder.

Ralf Schumacher har haft en hård sæson i Toyota. Måske er den slut efter denne sæson

"Det vil tage et hav af ændringer i holdningen, før dette kan ændres."

Spyker, som befinder sig i den helt anden ende af budgettet, går i Brundle´s øjne, en svær fremtid i møde.

"Jeg forstår ikke helt, hvad de laver i Formel 1. Deres ejere har alle tegn på, at de bare er på gennemrejse. Det er svært at se hvordan de kan komme videre," fortsætter han.

Også David Coulthard´s team, Red Bull, får lige en bemærkning om deres gearkasse: "De burde virkelig have købt den teknologi, i stedet for at gøre det selv." Brundle er manager for David Coulthard.

Man skulle tro at det så var slut med ytringerne for denne gang, men også rookie´en Lewis Hamilton, får hårde ord med på vejen. Ifølge Brundle, har Hamilton mistet meget fart i de sidste to løb.

"Der er noget galt her. Jeg ved ikke, om det er alle distraktionerne, eller presset eller rent tilfælde, men Hamilton må se at få styr på tingene til Nürburgring næste weekend."

Ham her er slet ikke så god som alle går og siger. Ikke ifølge Martin Brundle.

"På Silverstone var forklaringen, at man sparede på motoren, men når man går efter mesterskabet, skal man være lige i hælene på sine rivaler, presse dem til at lave fejl, og være klar til at gå i kødet på dem, hvis de får problemer med pålideligheden i de afsluttende stadier," slutter Brundle.

Vi kan lige tilføje, at den unge Hamilton, som åbenbart ikke gør det så godt, fører verdensmesterskabet, og er den eneste kører i historien, der har været på skamlen i samtlige løb i sin første sæson.

Det skal dog lige nævnes, at Brundle er en meget benyttet analytiker og især den engelske presse benytter ham meget, når man skal have en ekspert-udtalelse om Formel 1.