• Forside

Liuzzi som testkører i 2008?

Vitantonio Liuzzi er ikke længere sikret en plads i Formel 1 til næste år. Med bekræftelsen af Sebastien Bourdais står Liuzzi nu uden job, og spørgsmålet om, hvad han skal lave til næste år trænger sig på.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 21/8 2007 klokken 09:08

Der bliver ryddet godt ud hos Toro Rosso. Først blev Scott Speed fyret fra teamet og erstattet af Sebastian Vettel. Vitantonio Liuzzi mister også sit sæde, men først efter sæsonen. Liuzzi leder nu efter nyt arbejde og han udelukker hverken en tur til USA eller et testsæde.

I et interview givet til det italienske Italiaracing.net fortæller Vitantonio Liuzzi blandt andet, at han allerede to måneder før bekræftelsen af Sebastian Bourdais begyndte at kigge efter nyt arbejde.

”Jeg startede med at kigge mig omkring for to måneder siden, da jeg besluttede for ikke at fortsætte hos Toro Rosso. Mange modstridende episoder er sket i 2007, så jeg ønskede at komme væk. Jeg taler med nogle topteams, men jeg nævner ikke nogen navne. Jeg kigger også på USA, mere på Champ Car end på Indy Car, men mit primære mål er at blive i Formel 1. Jeg føler stadig jeg har noget at bevise.”

Liuzzi i den nye køredragt. Hvilken dragt har han på i 2008?

”Jeg arbejder stadig på at køre race i 2008, men jeg vil ikke udelukke en chance som testkører. Det kommer an på teamet. Jeg taler med flere større team, hvor en testrolle kunne være interessant. Vi får se.”

Vitantonio Liuzzi er på ingen måde overrasket over fyringen. Da først Mark Webber og David Coulthard blev bekræftet i 2008 vidste han godt, at der ville ske udskiftninger hos Toro Rosso.

“Jeg tror de (Gerhard Berger og Franz Tost) allerede besluttede sig sidste vinter, da Bourdais fik sin første test. Siden var der Vettel, der altid har været en del af Red Bull’s program og var forudbestemt til at ende i Formel 1. Da jeg hørte om forlængelserne hos Red Bull var jeg klar over, at Vettel ville ende hos Toro Rosso. Det skete før forventet og Speed betalte for det. Bourdais er uden tvivl en stærk kører, han vandt 3 Champ Car titler, men i de tests han har foretaget for Toro Rosso kørte han ikke imponerende omgangstidere. Han gjorde det rimeligt, men ikke noget specielt. ”

Liuzzis South Park version af sig selv

Selv om det har virket sådan, så har Vitantonio Liuzzi aldrig været en rigtig del af Red Bull’s kørerprogram.

“Jeg vil gerne fortsætte med Red Bull, der har støttet min karriere siden 2001, og jeg skylder en del til Dieter Mateschitz på grund af det han har gjort for mig. På den anden side har jeg aldrig været en del af Red Bull’s kørerprogram, så min situation har været hybrid. Peter Collins, min manager siden min racerdebut fandt den finansielle støtte hos Red Bull, men vi tager selv vores egne valg.”

Vitantonio Liuzzi er sat i forbindelse med flere teams. Her iblandt Williams, som han tidligere har testet for og Toyota.