• Forside

Monza tur fredag - Endelig nåede vi Monza

Så blev det endelig til noget Formel 1. BilMagasinets fire udsendte skulle til Monza og se de hurtige biler på den gamle traditionsrige bane. For den ene af delegationens medlemmer var det første gang han skulle opleve lyden, farten og suset.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 9/9 2007 klokken 23:09

Man har hørt mange historier om, hvad det vil sige, at opleve Formel 1 for første gang. For Jakob var det dagen, hvor alle historier skulle vise deres berettigelse. Først skulle vi dog til Monza, og den milanesiske morgentrafik var ikke venligt stemt.

Selv om vi kørte 7.45 ramlede vi ind i bilkøer og dårlig skiltning. Området omkring Monza var proppet med biler, som havde svært ved at finde vej i den dårlige skiltning, men det lykkedes os at finde en parkeringsplads mærket P Autodromo. Derfra havde man klogelig valgt at have shuttlebusser i ht størrelse til at køre folk fra yderkanten af parken og byen indtil midten af parken.

Vi manglede dog at få udleveret vores billetter. Tidligere fik man billetterne tilsendt, men denne gang skulle man selv hente billetterne i Media Accredition Center, og det var ikke nemt at finde og der skulle gås langt før man ankom til stedet. Men vi fik billetterne og søgte ind mod den musikalske støj, som de kraftige Formel 1 motorer sender ud. Vi søgte direkte mod vores Tribune 8, mens lyden blev højere og blodet begyndte at rulle hurtigere i kroppen.

Så er det bare at finde tribunen

Endelig var vi så tæt på, at vi kunne se bilerne. Første bil var Fernando Alonso i sin McLaren-Mercedes, og siden blev det bare bedre og bedre. De voldsomme nedbremsninger til Prima Variante går ikke altid godt. Lewis Hamilton fik store klapsalver, da han kørte lige ud i svinget i stedet for den rigtige vej, men man er jo også fra fjenden, når man kører i Ferrari land.

Felipe Massa under fredagens frie træning

Efter Formel 1 var det tid til en halv times GP2 træning. Vi valgte at blive siddende på vores tribune, og en af de ting vi hurtigt lagde mærke til var, at mange GP2 biler valgte den direkte vej i stedet for den rigtige vej gennem Prima Variante. Fantastisk er det at se, hvor hurtigt det går, når sådan en bil lige vender rundt i indgangen til svinget.

GP2 spin i indgangen til Prima Variante

Efter GP2 var der halvanden time til Formel 1`erne igen skulle på banen. Vi valgte derfor at gå under banen og over mod Ascari området, hvor vi først tog en bid mad. Siden startede vi den afsluttende træning på den lille Tribuna Junior. Her fra delte vi os i to. Jeg valgte at gå langs med langsiden mod Parabolica og hele vejen rundt til jeg ankom til banens start/mål langside. Det går så lynende stærkt gennem Parabolica at man dårligt kan beskrive det. De tre andre valgte at se noget af træningen på tribunerne på indersiden af Variante Ascari.

En bod på OTM området

Siden skulle vi lige se GP2 kvalifikationen, som Georgio Pantano vandt. Imens den blev afviklet blev der også tid til at kigge på det store område bag hovedtribunen, hvor de forskellige teams har der store butikker. Mercedes og McLaren stillede op med to forskellige butikker, der begge havde en bil udstillet. Bridgestone havde en Ferrari stående, mens Toro Rossos Bullshop havde en STR1 udstillet.

Nico Rosberg med brovinge ud af Variante Ascari

Efter endt GP2 kvalifikation, desværre uden Christian Bakkerud søgte vi ned Blu Line (blå linie), som bussen der skulle køre os til vores parkeringsplads hed. Herfra gik det ud i trafikpropper og uheldige skilte. Vi fandt dog omsider vej tilbage mod hotellet, og kørte på vejen fra for lige at købe frisk vand og anden proviantering.

Vel ankommet til hotellet kørte vi ned til Lago di Maggoria, hvor vi nød et par lækre pizzaer på strandkanten fra Marilago restauranten. Absolut anbefalelsesværdigt.

Søen ved vores hotel er hyggelig i aftenstunden

Lørdag sker der først noget på banen klokken 11, så vi har derfor valgt at udskyde vores afgang fra hotellet med en halv time.

Vi slutter fredagens turbeskrivelse af med et billede af tre søde sælgere fra den ene OTM bod.

Tre søde piger fra OTM