• Forside

Monza tur lørdag - En kort lørdag blev lang

Efter en fredag med meget Formel 1, flere gange GP2 og lidt Porsche Supercup på Monza var lørdagen nærmest en tam affære i forhold til. Startende klokken 11 med en times F1 træning, indimellem lidt Supercup, en times kvalifikation og sluttende med et GP2 løb. Dagen føltes kort, men som du kan læse blev den noget længere.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 9/9 2007 klokken 23:09

Klog af skade efter fredagens trafikale problemer begyndte vi dagen noget tidligere end om fredagen. Dog ikke tidsmæssigt, da der intet sker på Monza banen før klokken 11, hvor 3. træning starter. Derfor var klokken 8.30 da vi tog af sted.

Det skete for at have tid til at køre forkert og samtidig for at få fundet et supermarked, hvor Jakob kunne købe film til hans spejlreflekskamera. Ja ikke noget digitalt for Jakob, hvilket han nok ærgrer sig over nu for almindelige fotofilm er ikke til at få i eller på Monza. Vi havde dog set nogen fredag eftermiddag, men de ågerpriser sælgeren forlangte mente vi, at vi kunne finde billigere et andet sted. Det kunne vi ikke, og den bod hvor filmene blev solgt var nu også væk. Så Jakob fik en dag, hvor det meste foregik direkte foran ham og ikke bag den kameralinse mit eget øje ofte befandt sig bag.

Der var dog ingen trafikale problemer i dag, og vi kørte smertefrit til Monza. Belært af skade og de tre busliniers tidsplaner, der fik HT bussernes køreplan til at ligne et schweizisk urværk valgte vi at sigte mod Lesmo kurverne, hvor vi havde boet ved et tidligere besøg på denne fantastiske bane. Det gik stort set lige ud af landevejen og en enkelt smutter betød en omvej på 300 meter. Ikke noget til de omveje vi havde været ude på dagen før. Vi nåede endda at komme ind i et lokalt supermarked ”Iper”, der lignede en mellemting mellem en Bilka og en Føtex i størrelse og sortiment. Fotofilm kunne man ikke få, men til gengæld var det så vidt vides muligt at købe en speciel trækuffert med Jarno Trulli vin. 6 flasker vin alle bærende navnet Jarno Trulli samt plaster til Jens’s lidende fødder. Ekspedienten vidste dog ikke noget, så den fik vi ikke vinen med.

Indgangen ved Lesmo kurverne

Gensynets glæde er stor, og vi fik en parkeringsplads 100 meter fra Lesmo indgangen. Tiden var god og vi forsøgte at benytte vores billetter til at komme op på Seconda Variante tribunen. Det kunne vi dog ikke idet systemet er blevet ændret siden 2004. Således kan man nu lørdag og søndag komme ind på den tribune man har billet til, med mindre selvfølgelig man smider 35 Euro ekstra. Fredag er stort set alle tribuner åbne for almindelige mennesker med billetter inklusiv og eksklusiv tribunebillet, og det er derfor lidt vigtigt at man også tager den dag med når man er til Formel 1

Det kostede dog noget tid, så da starten gik spadserede vi stadig rundt på indersiden af banen. Dog lige ud til banen, så man kunne få larmen og farten banket i kroppen med 19.000 omdr./min. Vi var næsten nået over til Ascari chikanen, da der blev annonceret rødt flag på banen. Du ved nok godt, at Kimi Raikkonen kørte af banen, men det kunne vi ikke lige se på grund af en manglende storskærm. Den tid der var tilbage da, sessionen blev stoppet valgte man at inddrage for det hele endte klokken 12.

En Honda gennem Parabolica

Vi gik langs langsiden mod Parabolica på inderkredsen, og det er vildt så hurtigt, sådanne nogle raketter flyver ned ad langsiden. Vi endte i Parabolica og for at give et indtryk af den hastighed bilerne kører igennem med. Den tid man bruger på at fange en bil med et kamera, er længere end den tid du bruger på at dreje dig 180 grader hurtigt rundt. Det går virkelig stærkt.

Efter træningen var der to timer til kvalifikationen skulle starte. En del af den tid blev brugt på at gå igennem det store merchandise marked bag hovedtribunen. Resten af tiden blev brugt under en parasol tæt ved madboderne ved vores tribune på Primo Variante.

Kvalifikationen startede og med en storskærm er det noget nemmere at holde styr på tiderne. Det hjælper når det går hedt for sig. Tribunen er dog bygget op af tunge metalelementer og for at sige det på letforståeligt dansk, så får man ONDT I RØVEN af at sidde ned for længe. Så et godt råd er at medbringe håndklæde eller noget lignende for det hjælper.

Lewis Hamilton i Prima Variante under kvalifikationen

Efter kvalifikationen er der kun en halv time til de første GP2 biler rammer banen. Det er her bilerne skal checkes igennem og de sidste småjusteringer skal foretages, så vi valgte at bruge tiden i skyggen indtil GP2 starten gik. SIKKE et løb. Dramatik og masser af påkørsler, sammenstød og udgåede kørere. Specielt i Variante Prima og Variante Seconda. Allerede i Prima Variante var de første tre kørere ud. Sydafrikanske Adrian Zaugg og Olivier Pla, der afløste Christian Bakkerud denne weekend var to af de kørere, der var ude med det samme. Måske lidt heldigt for Christian Bakkerud, at hans afløser ikke havde noget godt løb.

Starten på GP2 hovedløbet er gået og allerede tre ude

Men løbet var spændende. Fantastisk er måske for meget sagt, men man kunne mærke elektriciteten i luften, da Timo Glock langsomt kom tættere på Luca di Grassi, og man kunne mærke frustrationen da Luca di Grassis motor satte ud med få omgange tilbage. Det betød en podieplads til Timo Glock, der nu har et 10 points forspring ned til Luca di Grassi på andenpladsen. Tidligere Jordan kører Georgio Pantano vandt løbet, mens lokalmatadoren Luca Filippi tog andenpladsen.

Georgio Pantano vandt GP2 hovedløbet

Efter GP2 havde vi en aftale med Jens Winther Junior, der havde lovet lige at komme ned og sige hej. Med sig havde han taget Christian Thelin, og senere tilsluttede Peter Nygaard sig selskabet. Over en øl og en kildevand blev der lige udvekslet et par røver- og spionhistorier blev diskuteret. Det var rigtig hyggeligt, men varede ikke så lang tid da de lønnede herrer havde et arbejde der skulle passes.

BMF1 møder TV2 kommentatorerne samt Peter Nygaard

Klokken 19 lukkede banen, så vi gik ned til det italienske pizzeria El Cordobes, der har haft besøg af mange fremtrædende Formel 1 kørere gennem restaurantens levetid, og havde billeder af for eksempel Gilles Villeneuve og Ayrton Senna på væggene, samt avisudklip, autografer m.m. Jens mente, at når man tog til Italien så skulle den stå på aperitif, anti-pasti, seconda pasti og dessert. Så Jens bestilte og det smagte vidunderligt. Parmaskinke, stærke pølser, bruschettas og sluttende med et par pizzaer.

Maden smagte og humøret var højt

En lille sjov historie er, at en af tjenerne på restauranten har arbejdet der i mange år. For tre år siden hilste jeg på Sandra, som tjenerinden hed. Det vilde var, at hun kunne huske mig. Tre år og mange tusinde kunder senere, og så bliver man budt velkommen med et smil og siden en kommentar om det var to eller tre år siden man sidst havde været der. Så skal du til El Cordobes, og det er i mine øjne anbefalelsesværdigt, så hils Sandra fra mig.

Sverige spillede fodbold mod Danmark. Hvad resultatet af den kamp endte med ved vi ikke, men der blev der også spillet en gentagelse af VM finalen årgang 2006, da Frankrig og Italien mødte hinanden. Vi så anden halvleg på Park Cafe, ja ikke den på Østerport, men på cafeen, der ligger lige uden for Curva Grandes mur.

Claudia fra Park Cafe og den ene af hendes søde veninder

Her bød Claudia og hendes tre veninder på promiller i ølform, drinksform og Grappa udgaven. Klokken blev derfor mange inden vi kom derfra, og det gjorde det så ikke nemmere, at det italienske motorvejsnet ikke er det allernemmeste at finde ud af. Det betød først forvirring blandt os. Logisk nok skal man ned ad motorvejen mod Como for at kunne komme på motorvejen til Milano. Ikke ret nemt, og så kommer skiltningen ofte så lang tid før, at man glemmer at reagere eller så hurtigt, at man ikke når at reagere.

Det betød for vores vedkommende, at vi bev fik sendt os ud på en omvej på 60 kilometer, men sådan kan det gå når man har det sjovt og er i godt selskab. Klokken var derfor på den forkerte side af 2.00, da vi ankom til hotellet. Da vi skal køre af sted mod Monza i morgen ved ottetiden, så vil jeg afslutte lørdagens turbeskrivelse og gå i seng. Lidt søvn skal man jo have, så vi kan få noget ud af løbet.