• Forside

Schumacher nedtoner Ferraris problemer

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 22/2 2006 klokken 13:02

Tidligere verdensmester Michael Schumacher nedtoner nu omfanget af de problemer, som Ferrari er løbet ind i under testkørslerne i Bahrain.

Tidligere på måneden gjorde Ferrari store fremskridt, men på det seneste er teamet løbet ind i holdbarhedsproblemer med den nye 248 F1 under de seneste test i Bahrain.

Schumacher indrømmer dog, at teamet ikke har fået kørt det antal kilometre, som de havde ønsket. Samtidig udtaler han, at man også har fundet en løsning på problemerne, og at teamet er meget opmuntrede over bilens fart.


Filipe Massa tester i den nye F248 F1.

”Det har været lange men værdifulde test, som naturligvis har indeholdt problemer, men det har mange teams på dette tidspunkt,” udtaler Schumacher til den italienske avis Gazetta dello Sport.

På spørgsmålet om hvad tyskeren syntes var bedst under testen, svarede han: ”Hvad jeg syntes bedst om? At hver fejl ikke var mystisk men forståelig.”

”Alt er klarlagt og blevet ordnet. Jeg ville gerne have gennemført flere kilometre, men omgangstiderne kompenserer rigeligt for dette. Vi er tilbage om ca. to uger med en bil der er sat rigtigt op, de bedste dæk er valgt og motoren er i orden.”

”Det er en god situation, fordi vi, foruden at have løst problemerne, også kan se ud fra omgangstiderne, at vi både har et chassis og en motor/dækpakke, der er væsentlig bedre end sidste år. Og det regner vi med at udnytte,” slutter Schumacher.

Ferrari tester igen næste mandag på banen i Mugello.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER