• Forside

Colin McRae hyldes af DC i Japan

Den tidligere rallyverdensmester Colin McRae døde som bekendt i en helikopterulykke nær hans hjem i Skotland under den belgiske Formel 1 weekend. Nu vil David Coulthard hylde sin afdøde landsmand med en specialmalet hjelm i Japan.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 24/9 2007 klokken 23:09

Som en sidste respekt overfor landsmanden og vennen Colin McRae vil David Coulthard i den japanske Grand Prix weekend køre med en specielmalet hjelm malet i de samme farver, som Colin McRae kørte med.

Selv om ex-rallyverdensmesteren Colin McRae aldrig kørte Formel 1 og kun havde en ganske respektabel test i Formel 1, så var han anset som en fantastisk kører og afholdt blandt mange Formel 1 kørere. Som en hyldest til vennen og landsmanden vil David Coulthard køre med en hjelm malet i Colin McRaes farver, som han vil donere til familien efter løbet. For at vise respekten fra Formel 1 og deres kørere.

David Coulthard vil i Japan køre med en specialmalet hjelm. Her en tidligere one-off hjelm på DC

David Coulthard skriver dette i hans klumme på ITV-F1, hvor han også siger

”Jeg vil køre med en hjelm malet i Colin McRaes farver under det japanske Grand Prix. Jeg håber, at jeg kan få de andre kørere til at signere den og give den til McRae familien som et tegn på respekt fra Formel 1.”

”Jeg havde naturligvis et venskab med ham og der er en del kørere i Formel 1 som også kendte ham godt. Jeg ved, at der var en høj anseelse for hans kørerevner iblandt os. Han var sådan et undervurderet, men stadig fantastisk talentfuldt individ.”

Det er dog ikke kun i Formel 1 Colin McRae bliver hyldet. Således hyldede flere Audi kørere i går Colin McRae i Barcelona. Tom Kristensen, Mike Rockenfeller og Markus Winkelhock kørte med små klistermærker på deres hjelme af det skotske flag og navnet Colin.

Tom Kristensen var en af flere Audi kørere, der hyldede Colin McRae med Colin klistermærke på hjelmen

Colin McRae er måske nok død, men hans resultater og hans personlighed vil blive husket længe.