• Forside

Toro Rosso kørere straffet, Spykers første point

Det så lige så godt ud. Sebastian Vettel førte løbet og lå på en tredjeplads indtil den sidste sikkerhedsbilperiode. Vitantonio Liuzzi blev først erklæret udgået, men kom tilbage og sluttede på plads otte. Eller det troede de.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 30/9 2007 klokken 16:09

Årets bedste løb for Toro Rosso kørerne Vitantonio Liuzzi og Sebastian Vettel og så sluttede det alligevel så trist.

Sebastian Vettel har fået en ti placeringersstraf for hans påkørsel af Red Bull Racing kollegaen Mark Webber under den sidste sikkerhedsbilperiode. Toni Liuzzi fik 25 sekunders tidsstraf for at have overhalet under gult flag.

Sebastian Vettel var sønderknust, da han kørte i pit efter sammenstødet med Mark Webber. Han sagde dog, at Lewis Hamiltons kørsel bag sikkerhedsbilen var skyld i sammenstødet.

Sebastian Vettel var grædefærdig efter påkørslen af Mark Webber

”Jeg kørte bag Lewis og Mark i sikkerhedsbilsperioden og da jeg kørte ud af sving 13, så jeg Lewis køre virkelig, virkelig langsomt. Jeg reagerede og jeg var ikke på full power, men i samme øjeblik jeg så fremad ramte jeg Mark bagi.”

“Jeg tror han reagerede på Lewis, på ikke at overhale ham, men det er en skam. Vi var virkelig virkelig stærke i løbet. Vi var virkelig hurtige og vi kunne ganske nemt have sluttet på podiet.”

Mark Webber og Sebastian Vettel side om side under en sikkerhedsbilperiode.

Mark Webber var dog ikke imponeret. Han mener, at påkørslen kostede ham muligheden for at kæmpe med Lewis om sejren. Knægten som Mark Webber kaldte Sebastian Vettel var ikke videre populær i Webbers øjne.

Webber mente, at Vettel havde kørt vildt bag sikkerhedsbilen. Og det gjorde det ikke bedre, at Vettel tidligere havde været i nærkontakt med Fernando Alonso.

”De har ikke nok erfaring – de gør et godt job og så går de ud og fuc**r det hele op. Han gjorde et godt stykke arbejde med at ramme mig hårdt.”

Banens steward har idømt Sebastian Vettel en ti placeringers straf til næste uges kinesiske Grand Prix.

Sebastian Vettel ramte Fernando Alonso i det japanske Grand Prix

Også Vitantonio Liuzzi kom i fedtefadet. Sidste år mistede Scott Speed det første point til Toro Rosso, da han overhalede Red Bull kollegaen David Coulthard under gult flag. I dag mistede Toni Liuzzi det sidste point i løbet, da han blev fundet skyldig i at have overhalet Adrian Sutil under gult flag.

Det blev vurderet til en 25 sekunders tidsstraf, som Toni Liuzzi blev tildelt efter løbet. Det betød, at Liuzzi mistede pointet, som i stedet gik til det hårdt prøvede Spyker team.

Toro Rosso mekanikerne jubler over pointet (forgæves)

Toni Liuzzi sagde efter løbet: ”Jeg overhalede Adrian ud af svinget fordi synligheden var virkelig dårlig. Jeg tænkte på at overhale ham på langsiden fordi han var langsommere, men da vi passerede start/mål langsiden så jeg det gule flag og holdt tilbage.”

“Siden overhalede jeg ham ud af det første sving, hvor der var grønne flag. Stewards kigger på situationen, men jeg overhalede ham ikke under gult, så jeg er sikker på, at intet vil ske.”

Adrian Sutil foran Vitantonio Liuzzi

Men overhalingen blev vurderet som foretaget under gult flag, hvilket som sagt gav Adrian Sutil, Spyker og den kun tre løb gamle B model det første point.

“Jeg synes vi fortjener dette point efter alt vores hårde arbejde i år og endelig fik vi det. Det er en fantastisk følelse, selv om vi ikke fik det på banen. Jeg mener det var den rigtige beslutning (som banens stewards tog). Der var intet grønt flag efter det gule flag i sving et, så vi havde ret og det er grunden til, at vi har fået pointet.”

Spyker chef Colin Kolles sagde om situationen: ”Vi har beviser på, at Liuzzi passerede Adrian under gule flag og jeg er tilfreds med, at stewardsene gav os ret. Beslutningen, som har endt med at give os vores første point, er en belønning til Adrian, der kørte et fantastisk arbejde.”

De japanske fans havde ikke glemt Adrian Sutil