Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 12/11 2007 klokken 11:11
Efter kun en enkelt sæson i Formel 1, er der vist ikke megen tvivl om, at Lewis Hamilton vil være første pilot hos McLaren i 2008, selvom holdet officielt ikke anvender denne praksis.
Lewis Hamilton melder da også ud nu, at han slet ikke kan forestille sig at kører for andre hold end McLaren og udtaler, at når han ikke længere er ønsket hos McLaren, vil han forlade Formel 1.
”Jeg ved ikke hvor længe jeg vil blive i Formel 1, men en ting er sikker, jeg vil ikke kører for andre hold end McLaren,” kom det lige ud af posen fra den unge brite.
Hamilton ser også fortrøstningsfuldt på den kommende sæson, som han er sikker på vil give ham hans første VM titel. En titel han var uhyggeligt tæt på at sikre sig i sin første sæson.
”Jeg er overbevist om, at vi igen til næste år har en bil der kan give mig sejre,” kom det fra ham. ”Min første sæson har lært mig meget og med denne erfaring i bagagen, er jeg sikker på, at jeg ikke vil lave de samme dumme fejl, som jeg sluttede denne sæson med.”