Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/11 2007 klokken 12:11
McLaren får i dag mulighed for at fremholde sin protest imod stewards afgørelse fra sæsonens sidste løb i Brasilien, hvor BMW Sauber og Williams i første omgang blev dømt for at køre med for lav brændstoftemperatur men kort efter blev frikendt for samme forseelse.
En talskvinde fra FIA udtalte til formiddag, at en afgørelse sandsynligvis ligger klar på fredag.
Som bekendt vandt Kimi Räikkönen dette års individuelle verdensmesterskab, men finnen kan meget vel komme til at aflevere pokalen til McLarens Lewis Hamilton, hvis britens team får ret i sin appel.
Hvis BMW og Williams bortdømmes og dermed diskvalificeres fra løbet i Brasilien, rykker Hamilton nemlig præcis de pladser op i regnskabet, som han havde brug for, for at vinde mesterskabet.
De fire uafhængige dommere er John Cassidy (USA), Vassilis Koussis (Grækenland), Jose Macedo e Cunha (Portugal) og Jan Stovicek (Tjekkiet). Mødet afholdes hos advokatfirmaet Sidley Austin i London.
Vi er som sædvanlig på pletten, når afgørelsen foreligger.