• Forside

Uheldige Super Aguri

Super Aguri er ikke jordens mest heldige team. Måske læste du i resultatlisten over mandagens test, at James Rossiter sluttede på plads 14 efter ganske få omgange i SA07B. 10 omgange var hvad Super Aguri fik ud af tre dages test.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 17/1 2008 klokken 14:01

Hvor uheldig kan man være. Super Aguri er et godt eksempel på, at et Formel 1 team ikke kun har heldet på deres side. I mandags testede James Rossiter Super Aguris SA07B racer, og det blev kun til 10 omgange. Alt hvad Super Aguri fik kørt over de tre dages test.

Problemer med kølingen på SA07B betød, at bilen overophedede, så efter ti omgange mandag trak man bilen tilbage i garagen og ventede på nye stumper, der skulle udbedre problemet. Men så ville lykkens gudinde ikke være med længere.

Det fly, der skulle have fløjet nye stumper ned til testteamet måtte opgive at lette på grund af tekniske problemer. Så fik man et andet fly til at flyve til lufthavnen i Malaga, hvor man så kunne få transporteret delene ned til Jerez, så man kunne teste den sidste dag.

Anthony Davidson måtte sidde ved pitmuren i stedet for i sin kørebrønd under testen på Jerez

Igen var lykken ikke med Super Aguri. Den medarbejder som skulle køre til lufthavnen for at hente reservedelene måtte opgive hans tur. Motorvejen til Malaga var lukket på grund af vejarbejde, så Super Aguri måtte opgive at gennemføre flere testomgange på Jerez.

Eneste positive er, at de få omgange betyder, at teamet har flere kilometer til rådighed senere på året, men det er nok ikke det, som holdet bekymrer sig mest om.