• Forside

Alonsos retur planlagt i marts

Den flamboyante Renault-teamboss, Flavio Briatore, har insisteret på, at samtaler mellem ham og Fernando Alonso om spanierens tilbagevenden til Renault allerede foregik i marts 2007, altså længe før sæsonen for alvor kom i gang.

Af: (@bmf1.dk) d. 20/2 2008 klokken 16:02

I slutningen af 2007 kunne man læse, at Fernando Alonso endelig havde underskrevet en aftale med Renault, om at vende tilage til det team han vandt to mesterskaber for.

Men ifølge en af hovedpersonerne, Flavio Briatore, havde de to allerede en skitse på plads tilbage i marts, inden det kom til uenigheder mellem Alonso og Hamilton.

"Det er ingen joke," sagde Briatore til Sport Bild. "Det var ikke svært at få Alonso tilbage. Vi kender hinanden godt og selvom han var hos McLaren, talte vi om en mulig tilbagevenden."

Trods et stressende år hos det Woking-baserede team, og en tredjeplads i mesterskabet, har Briatore ingen problemer med Fernando Alonso´s form.

Fernando Alonso viser vindertrofæet frem sammen med Flavio Briatore, efter løbet i Monaco 2006

"Jeg bryder mig ikke om det, når team-kollegerne slås indbyrdes, de skal begge arbejde for teamet, men det bør ikke glemmes, at Fernando vandt to verdensmesterskaber med os," siger Briatore.

Når sæsonen om mindre end en måned går i gang i Australien, vil Briatore, ifølge ham selv, være godt tilfreds, hvis resultatet bliver bare én af de to kørere på podiet.

Der har ikke kun været gisnet om Alonsos form, men også om selve teamets, og der spekuleres i, hvad Renault gemmer på under motorhjelmen, indtil det for alvor går løs.