• Forside

Sidste Formel 1 løb på Hockenheim i 2010?

Hockenheim er den ene af to baner i Formel 1, som skiftes til at afvikle det tyske Formel 1 Grand Prix. Men den tid er snart ovre. Efter sigende bliver det sidste Formel 1 løb på Hockenheim afviklet i 2010. Økonomi er årsagen.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/6 2008 klokken 10:06

Hockenheims dårlige økonomi kan sætte en stopper for kommende Formel 1 løb. Det sagde banedirektør Karl Josef Schmidt for et par uger siden til Stuttgarter Nachrichten. Skal der stadig køres Formel 1 på banen, så skal delstaten Baden-Wurttemberg til at yde støtte til banen.

Karl Josef Schmidt citeres i Stuttgarter Nachrichten:

”Ellers vil der ikke blive afviklet Formel 1 her efter 2010.”

Kimi Räikkönen under løbet i Tyskland 2006

Hockenheim skal dog ikke regne med støtte fra regeringen i Baden-Wurttemberg. Da Hockenheim blev ombygget op til 2002 sæsonen bidrog delstaten med €15.000.000.

I år 2010 kan det sidste tyske Grand Prix på Hockenheim blive afviklet, samtidig med det sidste Britiske Grand Prix på Silverstone.