• Forside

Interview med Nordisk Film

Som du har læst på BMF1, så er det i år muligt at se udvalgte løb i Formel 1 i tre af de danske biografer. BMF1 tog en sludder med Nordisk Film Eventmanager Lars Møller omkring de første to løb og de kommende.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/6 2008 klokken 11:06

BMF1 måtte kontakte Cannes for at få fat på Lars Møller, manden der er skyld i, at vi i år har Formel 1 i biografen. Lars Møller (LM) var i Cannes i forbindelse med årets filmfestival. Hvad der kom ud af den tur kan vi se i biografen de kommende par måneder.

Reaktionerne fra de første to løb har været blandede, men grundlæggende rigtig gode. Det første problem var den høje pris, som desværre var påkrævet til den første transmission fra Spanien. En pris, som Nordisk Film heldigvis fik forhandlet ned til løbet i Tyrkiet.

Indgangen til det store merchandiseområde på Circuit de Catalunya. Det første løb man kunne se i biografen i Danmark.

Læser man anmeldelserne fra det første løb, for eksempel BMF1’s egen , så var det kun et problem med lyden, der bragte glæden lidt ned. Min egen oplevelse af løbet fra Tyrkiet var helt i top, og jeg glæder mig til efteråret, når de sidste fire løb i årets bio-Formel 1 sæson vises.

BMF1: Hvorfor Formel 1 i biografen? Hvem fandt på ideen, at det skulle være muligt at samle Formel 1 fans i biografen og tilbyde dem et signal, man som tv-seer ikke kan opleve foran sin egen tvskærm?

LM: Det gjorde Formulaoneincinema og sendte en forespørgsel til os. Vi bed på krogen, da vi er overbeviste om at der er fremtid i at vise store events i biograferne. Det viser den store succes med eksempelvis Opera fra The Metropolitan, Champions League fodbold og koncerter, som man også kan opleve i Nordisk Films biografer.

Det tyrkiske Grand Prix kunne man også se i biografen.

BMF1: I viser i år seks Formel 1 løb i biografen. Hvordan besluttede I jer for hvilke løb, der skulle vises?

LM: Jeg må være ærlig og sige at det var tilfældigt. Vi besluttede at vise de første to løb med meget kort varsel for så at holde pause frem til september. Fans har udtrykt, at løbet i Monaco ville have været et hit. Det har vi lært af og vi vil til næste sæson rådføre os med fans og eksperter, når vi tilrettelægger programmet.

BMF1: Har I været tilfredse med fremmødet ved de to første forestillinger. Jeg ved, at du havde et mål for, hvor mange der skulle se det første løb i biografen. Blev det opfyldt og steg fremmødet, da prisen på en billet blev sat ned til løbet i Tyrkiet?

LM: Nej fremmødet steg ikke, da prisen heldigvis blev sat ned. Vi har hele tiden været modstander af den høje pris. Hvorfor fremmødet ikke steg kan der gisnes om, men mon ikke at sommervarmen havde sin del af skylden? Overordnet set har vi været tilfredse.

Løbet på Monza banen i Italien kan også ses i biografen.

BMF1: I viser Formel 1-løbene i Palads i København, BioCity i Odense og BioCity i Århus. Hvad med Nordjylland? Sker der noget i de regioner?

LM: Ja, BioCity Aalborg racer med fra september. De skulle lige have udstyret i orden.

BMF1: Hvilket løb glæder/glædede du dig selv til at se?

LM: Jeg har desværre ikke set et helt løb endnu, men jeg synes, at det bliver spændende og lidt kultagtigt at vise løbet fra Shanghai. Er det muligt at få gæster i biografen kl. 09.00 om morgenen?

BMF1: De første fem løb I viser bliver kørt om eftermiddagen dansk tid. I viser også løbet fra Shanghai, Kina der bliver kørt om morgenen dansk tid. Vil I lokke med frisk kaffe og rundstykker til at lokke fans i biografen?

LM: Ja der vil helt sikkert være kaffe og croissanter.

Det kinesiske Grand Prix bliver interessant fordi det bliver kørt om morgenen. Kan man få Formel 1 fans i biografen, så tidligt?

BMF1: Jeres målsætning er at vise samtlige løb i biografen til næste år. Det lyder spændende og jeg kan sagtens se mig selv sidde i de bløde sæder lørdag nat til det australske Formel 1 Grand Prix i 2009. Hvad med andre motorløb? Kunne I finde på at vise 24 timersløbet fra Le Mans i 2009?

LM: Det har vi faktisk haft planer om allerede at vise i år. Men tiden er knap. Måske i 2009. Gerne i samarbejde med fans og eksperter, for at udbygge konceptet så det bliver så godt som muligt. Vi har garanteret meget at lære.

Lars Møller er en travl mand. Tiden var knap, og den løb naturligvis fra os. Inden da blev vi dog enige om, at Formel 1 i biografen er sjovest, når man er flere om at dele oplevelsen. Nordisk Film vil gøre deres bedste for at skabe de bedste rammer.

Ses vi til næste løb?

Vi bringer her listen over de sidste fire løb.

Den 7. september viser vi igen løb. Denne gang lægger den klassiske bane Spa-Francorchamps i Belgien hus til det gigantiske omrejsende Formel 1-show! Banen ligger midt i Ardenner-bjergene og er mange køreres favoritbane.
) Ugen efter d. 14. september køres der løb i Italien på den superhurtige Monza-bane. Listen med legendariske sejre og fatale uheld er alenlang. Banen er et mekka for Formel 1 fans og er den sidste rigtige højhastighedsbane i Formel 1. Med en tophastighed på op mod 350 km. i timen skal man holde koncentrationen fra ende til anden.
Singapore lægger hus til Grand Prix d. 28. september - eller nærmere betegnet Singapores gader gør. Løbet i Singapore bliver Formel 1-historiens første løb, der afvikles om aftenen under kunstig belysning med tophastigheder omkring 320 km. i timen. Lysanlægget, der bruges på banen er udviklet specielt til de store krav, der skal opfyldes for at at vise Formel 1 i High-Definition.
D. 19. oktober viser vi Grand Prixet fra Shanghai International Circuit. Banen er en af de allernyeste og premieren fandt sted i 2004 - derfor - ikke overraskende - har det været den dyreste bane at bygge til dato.