• Forside

Ferrari lancerer eksklusivt magasin

Ferrari har netop lanceret et helt nyt eksklusivt magasin, som os almindelige dødelige ikke har særlig stor chance for at læse, og som man ikke lige finder nede i den lokale Kort & Godt butik ved siden af Bil Magasinet, FHM, Woman og Arena. Det kræver en Ferrari i garagen for at det.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 26/6 2008 klokken 05:06

Kunne du tænke dig et eksklusivt magasin, som meget få danskere vil have adgang til? Så skal du bare købe en ny Ferrari.

Ferrari har netop lanceret Official Ferrari Magazine, der er et magasin på 180 sider og som kun udkommer i 30.000 eksemplarer. Førsteudgaven af bladet er på vej til Ferrariejere over hele verden.

Bladet er skrevet på engelsk og har artikler af forskellig karakter, men naturligvis grundlæggende omhandlende Ferrari. Første nummer åbner med et alternativt interview, hvor intervieweren hedder Michael Schumacher og den interviewede er Luca di Montezemolo. En mand som har et voldsomt temperament, men råd til at have det.

Michael Schumacer: "Hr. Præsident, hvor mange tv har du smadret på min konto efter du har set Formel 1?”

Luca di Montezemolo: "Jeg tror det er fire."

Michael Schumacher: "Så er det godt at du ikke har sendt mig regningen."

Der er interview med Nick Mason (Pink Floyd medlemmet, der lånte Top Gear sin Ferrari Enzo) og Jason Kay, arkitekten Renzo Piano, en artikel omkring den nye Ferrari California med flotte illustrationer, mode osv. Formel 1 bliver naturligvis også dækket.

Hvert fjerde nummer bliver udvidet til 280 sider, og vil erstatte Ferrari Yearbook. Her vil man fokusere ekstra meget på den netop afsluttede Formel 1 sæson, nye Ferrari modeller og i 2008 udgaven Ferrari’s Magic India Discovery Tour.

Som sagt kræver det en Ferrari i garagen at modtage bladet, men Ferrari er dog klar over, at interessen for bladet vil gøre det til et samlerobjekt, og der naturligvis vil være stor interesse for bladet.

Derfor har man et mindre antal blade reserveret til ikke-Ferrari ejere, som kan bestille bladet i årligt abonnement. Det koster så kun lige 250 euro for fire numre, men hvad gør en bladpris på 500 kroner, når man kan sidde med et samlerobjekt mellem hænderne?

Skulle man have interesse i at tegne et abonnement, skal man bare sende kontaktoplysninger til subscriptionmagazine@ferrari.it.