• Forside

Hamilton udfordrer Button

Formel 1 kørere er atleter i rigtig god form. At løbe maraton eller deltage i triathlon er nogle af de ekstreme sportsgrene, som kørere ynder at dyrke udenfor Formel 1. Nu udfordrer Lewis Hamilton Jenson Button til duel.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 3/7 2008 klokken 13:07

Jenson Button deltog i juni i et semi-professionelt triathlon løb, hvor han sluttede på plads 117 af 1700. Et flot resultat, men det mener McLaren køreren Lewis Hamilton, at han kan gøre bedre. Derfor udfordrer han Jenson til direkte duel.

Til den engelske avis ’Daily Mail’ siger Lewis

”Det er rimelig godt. Men jeg mener, at jeg er i bedre form end Jenson – men jeg mangler at bevise det. Så hvis nogen skulle få lyst til at sætte os op mod hinanden, så vil jeg se frem til dette.”

Heikki Kovalainen og Lewis Hamilton er begge toptrænede, men hvem er egentlig i bedst form. Foreløbig vil Lewis dog nøjes med at udfordre landsmanden Jenson Button til duel

Racerkørere er jo nogle ærekære mennesker, og ser man lige bort fra Kimi Raikkonen, som kun træner hvis han har lyst, så indgår fitnesstræning som en del af kørernes dagligdag. Michael Schumacher havde et rullende fitness studie med til Formel 1 løbene, da han var aktiv Formel 1 kører.

Mark Webber er kendt for at deltage i ekstremsport i Australien, og organiserer selv en ekstrem udfordring man kan deltage i. Heikki Kovalainen og Jarno Trulli er begge habile maratonløbere.
Så måske kan de alle mødes ved New York maraton, der normalt løbes efter sæsonen.