• Forside

Intet britisk Grand Prix i 2010?

For halvanden uge siden blev Donington Park bekræftet som banen, der skal lægge asfalt til det britiske Grand Prix fra 2010. Det er dog tvivlsomt om det bliver til noget, hvis man spørger en teamchef som Frank Williams. Han tror ikke på det.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 14/7 2008 klokken 08:07

Al begyndelse er svær og alle større ændringer møder mistro. Ikke kun i pressen, men også internt i den lukkede F1 verden for slet ikke at tænke på de mange fans, der diskuterer urimeligheden i, at de gamle klassiske baner erstattes af ”Tilke-droner” på kalenderen. Således også Donington Park, der skal erstatte Silverstones plads i kalenderen fra 2010.

Sir Frank Williams fra Williams teamet tvivler på, at der vil blive kørt et britisk Grand Prix i 2010. Han er dog fair nok til at sige, at det ikke handler om personlige præferencer, men mere det store renovations- og ombygningsarbejde Donington Park skal igennem de næste fem år.

”Når jeg er på Donington i 2010, hvis jeg virkelig er der så vil jeg tro på det, men jeg er skeptisk.”

Alain Prost, Williams FW15C kørte sig ind på plads 2 ved det sidste Formel 1 løb kørt på Donington Park.

”Jeg er sikker på, at de kan nå de ting de skal for at få banen klar til tiden – to år er lang tid, men det vil blive utrolig dyrt. Jeg kender ikke til Silverstones affærer, men jeg vil gætte på det er et meget dyrere projekt end det Silverstone vil koste, hvis de ønsker at bevare Grand Prixet.”

”Jeg vil med tiden finde ud af, hvor vi vil køre henne.”

Der er afsat en milliard kroner over fem år til at få Donington Park til at opfylde de standarder, som FIA og FOA stiller. Hermann Tilke skal stå for det nye banelayout, hvilket blandt andet betyder en baneforlængelse på 800 meter, så bilen bliver 4.8 km lang mod de nuværende 4 km.

Også Sir Stirling Moss frygter for det britiske Grand Prixs fremtid. Men det handler igen mest om Donington Park kan nå at få banen op til FIA’s standarder til tiden.