• Forside

Sato som ny Toro Rosso-kører?

Takuma Sato er det nyeste navn på listen over potentielle kørere hos Toro Rosso i 2009. Den arbejdsløse F1-kører leder efter et nyt sæde og da det forlyder, at Satos chancer hos Force India er noget nær nul, så er Toro Rosso en mulighed.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 12/8 2008 klokken 20:08

Honda-yndlingen Takuma Sato har været sat i forbindelse med et sæde hos Force India, men da det nu virker som umuligt at lande et sæde her, så prøver Takuma nu at komme i betragtning til det ene af de to potentielt to ledige Toro Rosso-sæder i 2009.

Det er det schweiziske motorsportsmagasin ’Motorsport Aktuell’, der bringer forbindelsen, men der er umiddelbart flere spørgsmål end svar omkring et Sato-skifte til det Ferrari-drevne Scuderia Toro Rosso. For det første er der modsætningsforholdet Ferrari/Honda.

Takuma Sato kører måske for Toro Rosso i 2009

For medmindre Toro Rosso er ved at skifte til Honda-motorer (de har en motorkontrakt med Ferrari for 2009), så giver det ikke nogen mening for Honda at placere deres kører hos Toro Rosso. Omkring Force India-rygterne hed det sig, at Honda muligvis ville have købt Ferrari-kontrakten ud af Force India, så man kunne levere motorer til Force India. Samme tanke kan tænkes omkring Toro Rosso, men hvorfor spendere et trecifret millionbeløb på et team, som end ikke ligger i den skarpe ende af feltet?

Så hellere vente et år til Ferrari-kontrakterne med Toro Rosso og Force India alligevel udløber, men Takuma Sato bliver jo ikke yngre, og Toyota har jo i forvejen Kazuki Nakajima i Formel 1 og Kamui Kobayashi på vej. Til gengæld er Takuma Sato den klart mest populære kører af de japanske, og han kunne derfor være et rigtig godt aktiv, hvis Red Bull vil prøve at slå igennem i Japan.

Selv siger Takuma Sato:

“Det er intet konkret endnu. Jeg taler med et par teams.”

Ideen lever dog og man skal aldrig sige aldrig i Formel 1. Om ikke andet er det en interessant tilføjelse til Silly Season 2009.