• Forside

Toro Rosso har forlænget med Ferrari

Det bliver også Ferrari, der de kommende år skal levere motorer til Scuderia Toro Rosso. Dermed forstummer alle rygter omkring Honda, som i stedet er sat i forbindelse med Force India. Hvor længe den nye motoraftale varer ved vi ikke.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/9 2008 klokken 07:09

Rygterne om Takuma Sato, der ville medbringe Honda motorer til Toro Rosso-holdet kan nu forstumme. Takuma Sato skal stadig teste for holdet, men det bliver med Ferraris motorer som leverandør af hestekræfter og det fortsætter de med.

Det bekræfter Franz Tost, som siger at Ferraris V8 motor er en af grundene til holdets fremgang i år. Specielt i forhold til moderteamet, som døjer med sløjere motorer, og efter sigende skulle have forsøgt at kuppe Toro Rossos Ferrari-kontrakt.

”Vi er meget glade for vores arrangement med Maranello, hvilket er grunden til, at vi for nyligt har forlænget vores leveringsaftale med dem.”

Kørerne og Ferraris motor har været medvirkende til holdets fremgang

Det er dog ikke kun Ferrari-motorerne, der er skyld i fremgang. De to Seb’er er også medvirkende til teamets positive udvikling om end Sebastien Bourdais har haft det svært de sidste par måneder.

”Vi er glade for dem begge. Hvad angår Bourdais er han, efter en svær periode, rykket et gear op de sidste par uger, som kunne ses på det faktum at, indtil sidste omgang i Belgien, havde han overgået hans holdkommerat.”