• Forside

Laudas opsummering af 2008 sæsonen

Lewis Hamiltons 2008 verdensmesterskab er et produkt af mange faktorer mener Niki Lauda, som også mener, at Felipe Massa vil være med i kampen igen i 2009, og at Sebastian Vettel også en dag tager titlen.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 18/11 2008 klokken 23:11

Lewis Hamilton vandt 2008 mesterskabet ved en kombination af dygtighed, held, McLaren-Mercedes ekspertise og en perfekt 2. kører i skikkelse af finske Heikki Kovalainen. Denne mening kommer fra F1-legenden Niki Lauda.

Hamilton blev Formel 1-sportens yngste verdensmester da han passerede Timo Glock i det næstsidste sving på Interlagos tidligere på måneden, og derved opnåede den 5. plads han skulle bruge for at fratage Felipe Massa kronen på dennes hjemmebane.

”Det var én af de bedste sæsoner som jeg kan huske,” fortæller Niki Lauda til den officielle F1 hjemmeside. ”Med tre løb tilbage var der stadig fire kørere der kunne vinde titlen, og de kom endda fra tre forskellige hold. Det er ret enestående, og til sidst ville det jo falde ud til den som var bedst til at holde hovedet koldt, og den som havde bilen på dagen hvor det gjaldt."

Lewis Hamilton i McLaren MP 4-23

Med McLaren og Ferrari i evige dueller helt ned til sidste omgang i det sidste løb, for at kæmpe både om kørernes, men også om konstruktørernes mesterskab, mener Lauda at det hele faldt ud som det burde, idet Hamilton har vist sig ret banebrydende i sin kørsel, og Ferrari har bevist at de også er et usædvanligt stærkt hold uden Jean Todt.

”Begge hold har måttet arbejde meget hårdt for at tilpasse sig stadige nye udfordringer.” understreger østrigeren, som har kørt for både McLaren og Ferrari igennem hans 13 sæsoner i motorsportens topklasse.

Filipe Massa i Valencia 2008 Fra Ferrari

"Ferrari har måttet koncentrere sig om at undgå et tomrum i ledelsen. Stefano Domenicali fungerede som teamchef selv før Jean Todt stoppede, for at være sikker på at Teamet ikke tabte terræn, og det endte som bekendt også med at de genvandt konstruktørernes mesterskab.”

”Den rigtige vinder er den der har flest point når året er omme, og det var Lewis Hamilton. Historien har vist at det ikke nødvendigvis er ham med flest sejre, eller den hurtigste bil. Hamilton havde den rigtige pakke, og derfor blev han verdensmester."

”Det er den rigtige pakke det hele drejer sig om. Evner, held, team og en tilpas mængde forsigtighed og fornuft skaber en verdensmester. Man bliver nødt til at vide hvornår man skal satse og hvornår man skal stille sig tilfreds med det man har."

Lewis Hamilton får et fortjent kys af kæresten Nicole Scherzinger. Mon han er tilfreds med det han har?

”Situationer som Ferraris katastrofale pitstop i Singapore er sådan noget som nu og da sker. Der er ingen hos Ferrari der har gjort det mod Massa med vilje, og man kan lære af det for at undgå at det sker igen. Selvfølgelig kan man sige at Massa måske var blevet verdensmester hvis ikke disse uheld havde sket, men det nytter ikke noget at græde over spildt mælk. Massa vil prøve igen i 2009, det er sikkert.”

”Kimi Raikkönen var ude af stand til at fastholde sidste års momentum. Når man så tillægger det at Felipe Massa udviklede sig enormt over året, og derfor pludseligt stod som 1. køreren, blev det klart, at det var Kimi der måtte spille andenviolin til Massas koncert. Det bliver spændende at se hvordan Kimi kommer tilbage til næste år”

Kimi i Singapore i 2008

”Heikki Kovalainen havde nogle stærke øjeblikke i år, og han forbedrede også både sin performance og sin stabilitet. Han var derfor den perfekte Wing-man for Lewis Hamilton, men da han ikke kunne kæmpe med om den individuelle titel, bidragede han også med færre point til teamet. Derfor kunne Ferrari løbe med konstruktørernes mesterskab."

Et tredje hold der var med i mesterskabskampen længe var BMW-Sauber. Desværre begyndte deres formkurve at knække efter Robert Kubicas debut-sejr i det Canadiske Grand Prix, og sidst på sæsonen blev rollen som det 3. stærke team mere og mere overtaget af Renault, ikke mindst i skikkelse af den tidligere dobbelte verdensmester, Fernando Alonso.

Robert Kubica i BMW-Sauber. Melbourne, Australien 2008

”BMW-Sauber havde til nogle løb en utrolig stærk pakke, og kunne forene fart og stabilitet ind i nogle flotte resultater. Desværre var der også baner hvor det bare ikke fungerede, og der var de ude af stand til at lokalisere problemerne, og derfor tabte de igen terræn”.

”Generelt kan man dog se at de er på det rigtige spor mht. udvikling af bilen, og vi må forvente at de bliver rigtigt stærke til næste år”.

”Renault startede derimod sæsonen med at udvikle i den helt gale retning, og det tager altid en halv sæson at få rettet det op, da der er så mange medvirkende faktorer der skal rettes op når først det er gået galt. Man kunne dog se at de til sidst havde rettet så meget på bilen, at de med hjælp af Alonsos evner var i stand til at vinde løb igen”.

Fernando Alonso, Renault, i aktion i Bahrain. 2008

"Toyota havde længe øjnene rettet mod en 4. plads blandt konstruktørerne, men på trods af stabil kørsel fra både Jarno Trulli og Timo Glock, kunne de ikke følge med Renaults udvikling, og måtte til sidst se sig selv falde tilbage i kløerne på Scuderia Torro Rosso, for hvem vinderen af det Italienske Grand Prix, Sebastian Vettel, viste sig at være uhyggelig stærk, til pinlig udstilling af moderteamet Red Bulls manglende performance."

”Begge Toyota-kørere gjorde det udmærket i år, og Tim Glock var i stand til at forbedre sin indlæringskurve og omsætte det til fart på banen. Nu mangler vi bare at teamet selv er i stand til at opretholde en fornuftig speed i løbsweekenderne”.

Timo Glock i Toyota TF108

”Stort tillykke til Gerhardt Berger og hans Torro Rossa team, de gjorde det fantastisk. Sebastian Vettel var i stand til at gennemføre løb uden en eneste fejl, og fik hele tiden mere ud af sin bil. Det er det stof en verdensmester er gjort af, og det var det der gav ham sejren på Monza”.

”Det er vigtigt at Vettel nu kommer over i en bil der oftere kan kæmpe med om sejren. Med hans skifte til Red Bull venter der nye udfordringer, og teamet må nu bevise at de kan lave en bil der er konkurrencedygtig. Det er sikkert at Vettel har indstillet sin Radar på et verdensmesterskab engang i fremtiden."

Sebastian Vettel og Gerhard Berger

”Det er givet at motoren er et vigtigt element i enhver racer, og Ferrari motoren som lå i Torro Rosso bilerne, fungerede bedre her, end Renault motoren gjorde i Red Bull bilerne. Derfor kunne Red Bull ikke kvalificere sig bedre, og måtte derfor ofte se sig indblandet i uheld nede bagved. Dette behøvede Vettel ikke tænke på, han skulle fokusere på at få det bedste ud af bilen, og kunne derfor tage en sejr hjem”.

Red Bull raceren. Launch 2008

Når det gælder de resterende 3 hold på 2008 gridden, så mener Niki Lauda at Williams har evne til at komme igen, at Honda stadig mangler meget og at Force India endnu har brug for noget læretid.

”Williams må have gået en helt forkert vej da de udviklede deres racer, og det var de åbenbart ikke i stand til at få rettet op på, selvom de har nogle meget erfarne folk, og også tidligere har lave mesterskabsvindere. Det er meget vigtigt for dem ikke at lide samme skæbne til næste år."

Nico Rosberg i Williams Toyota FW30 med den næstsidste hyldestbemaling

”De har besluttet sig for at køre med unge talenter frem for mere erfarne kørere. Dette giver en øget risiko for kørerfejl i løbene, og det var også hvad der skete."

”Honda kunne ikke få deres bil til at kvalificere, og deres tempo i løbene var også for dårligt. I mine øjne mangler de meget, og det bliver spændende at se hvor lang tid det vil tage Ross Brawn at få det indhentet."

Jenson Button, Honda, i pit i Bahrain 2008

”Force India har været igennem mange forandringer i de senere år, og det lader ikke til at de helt har fundet en afklaret struktur indenfor teamet, so de sidste personaleændringer også viser. Nu er det væsentligt at de for mest muligt udvikling ud af det budget de har, og få lave en stabil pakke med fornuftige kørere, pålidelighed og fart. Til næste år er de igen startet helt forfra, med en pakke de lige skal lære at kende, så de bliver endnu et læreår for dem.”

To af Force Indias kønne aktiver

Det kan godt være at det var i årene 1971 – 1985 at Niki Lauda selv var aktiv som kører, men man må sige at han har været lige så aktiv med kommentarer, meninger og gode råd lige siden.