• Forside

Haug vil have hvide dækstriber

I sidste weekend så vi de nye grønne markeringer på dækkene for første gang. De grønne dækstriber, der er en fortsættelse af ’Make Cars Green’-kampagnen, der blev søsat i 2008 og markeret med grønne dækstriber i Japans Grand Prix. Norbert Haug vil have hvide dækstriber.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/4 2009 klokken 09:04

Med indførelsen af slicksdæk i år kunne man ikke længere bruge striber på dækfladen. Efter få omgange vil striben være slidt væk, så i stedet valgte man løsningen med at markere dækvæggene med en grøn stribe.

Denne grønne stribe er dog ikke den bedste farve at se på banen, så Mercedes Motorsportschef Norbert Haug ønsker, at man ændrer dækfarven til hvid.

Selv om den grønne farve var valgt for at markere ’Make Cars Green’-kampagnen.

Sebastian Vettel set fra luften. Svært at se de grønne striber.

Overfor det tyske website ‘Motorsport-total.com” udtalte Norbert Haug.

”Måske vil kontrasten hvid på sort være bedre end grøn på sort. Det er noget man bør overveje.”

Problemet ligger i, at det på lang afstand kan være svært at se de grønne dækvægge, og jeg sad selv under løbet og havde problemer med at se farverne engang imellem på min fladskærm. Det skyldes måske tidspunktet det første og det kommende løb i Malaysia køres på.

De såkaldte ’Twiligt races’, der køres sent på eftermiddagen bliver ramt af den lavereliggende sol. Det kan være medvirkende til at gøre en svær kontrast endnu sværere at se, når bilerne kommer lige mod en på skærmen.