• Forside

(U)heldig weekend for Toyota

Toyota havde endnu en god weekend i Malaysia, hvor det kun lige var heldet, der forhindrede holdet i at tage de sjoveste resultater. Tæt på pole position, tæt på både sejr og andenplads, alligevel blev det til to pointgivende placeringer for holdets kørere.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 5/4 2009 klokken 18:04

Det var nærmere uheld i held end held i uheld, at Toyota ikke lige fik det sidste med hjem fra weekendens løb. Lørdag var Jarno Trulli tæt på at tage pole position og få omgange før løbet blev stoppet lå Timo Glock forrest i Toyota-raceren.

Det blev dog til endnu mere sort uheld for Timo Glock, da han lå på andenpladsen, da løbet blev stoppet. Timo blev fanget af reglen om, at man går en omgang tilbage, når løbet bliver stoppet, så han måtte træde et skridt længere ned på podiet.

Toyota fejrer Timo Glocks 3. plads


Timo Glock sagde efter løbet.

”Det var fantastisk at være tilbage på podiet, og jeg er virkelig glad på vegne af holdet. Det var et rigtig drilsk løb. Jeg startede treer, men var otter sidst på første omgang. Jeg kæmpede mod gutterne foran mig i tørvejret, men jeg traf det rigtige valg, da jeg valgte intermediates dæk.”

”Jeg sagde, at vi skulle tage chancen og bare gøre det. Det varede lang tid før regnen rigtig kom, og jeg vidste ikke helt, hvad alle andre gjorde. De havde problemer på deres regnvejrsdæk, hvor jeg var virkelig hurtig og jeg vandt en masse placeringer. ”

”Da regnen endelig kom blev jeg nødt til at skifte til de rigtige regnvejrsdæk, da mine dæk var revet i stykker. Det gik godt på dem, og det var uheldigt, at man bestemmer resultatet baseret på den næstesidste omgang fordi jeg kunne have været toer. Da det røde flag blev vist var jeg toer, men jeg er stadig tilfreds med resultatet.”

Jarno Trulli var glad for sin anden startplacering

Mens Timo Glock blev dagens helt for Toyota, så var Jarno Trulli lørdagens helt. Jarno Trulli sluttede på plads fire og sagde efter løbet.

”Jeg er glad på holdets vegne. Jeg følte mig rigtig uheldig denne weekend – jeg missede pole position med en tiendedel, og det kunne være blevet et bedre resultat til mig. Det var et godt løb, ganske begivenhedsrigt. Jeg kæmpede med i front og sloges med Rosberg om føringen.”

”Faktisk døjede jeg med traktionen, men det var tæt på. Så kom regnen og teamet valgte at sætte mig på regnvejrsdækkene, hvilket var den mere konventionelle vej at gå. Jeg var den hurtigste bil på regnvejrsdækkene, men det var ikke nok, da dækkene var brugt efter to omgange.”

“Timo var på intermediates på dette tidspunkt og fungerede bedre for ham. Jeg var lidt uheldig, men det er altid nemmere at vælge strategien bagefter, og jeg ønsker ikke at beskylde nogen for noget. Det er en skam at være så tæt på podiet, men det var endnu et godt resultat for hele holdet.”