• Forside

Ledende FIA-medarbejder smadrer Renault F1-bil

Renault fik igår ødelagt en af sidste års løbsvindende R28-biler, da en FIA-medarbejder mistede kontrollen over fartmonsteret og kørte ind i en betonvæg. Føreren var Mohammed bin Sulayem, og han er vicepræsident i FIA.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/4 2009 klokken 08:04

Uheldet skete på Dubai Autodrome, hvor Renault gav Mohammed bin Sulayem en prøvetur. Bin Sulayem er tidligere 14 gange mellemøstlig rallymester og er præsident for De Forende Emiraters automobilsportsforbund.

På start/mål-langsiden gav han for meget gas i Renault R28-raceren, der slog til højre og ramte betonmuren. Et godt eksempel på, at man ikke lige skal undervurdere kræfterne i en Formel 1-bil. Den uheldige fører måtte en tur forbi banens hospital for at blive undersøgt for skader.

En talsmand fra Renault udtalte efter uheldet.

”Heldigvis varhan uskadt, og bilen vil nu blive repareret.”

Nelson Piquet Jr. skal i denne weekend køre opvisning i sidste års R28 i Dubai. Bilen måtte dog lige en tur forbi mekanikerne, da FIA vicepræsidenten Mohammed bin Suyamed mistede kontrollen over bilen under en prøvekørsel.

Den ødelagte R28 skal bruges til Renaults Roadshow på en speciel bane anlagt i Dubai, hvor Nelson Piquet Jr. skal underholde de mange tilskuere med tyk dækrøg, donuts og andet sjov.

Renault vil have flere biler fra deres motorsportsprogram med til dette roadshow.

Mohammed bin Suyamed har tidligere prøvekørt en Renault uden problemer.