• Forside

Pantano håber på sæde hos Campos Meta1

Georgio Pantano, der deltog i en håndfuld F1-løb for Jordan i 2004, håber, at han kan genoplive Formel 1-karrieren hos det nye Campos Meta1-team, der har fået en af de eftertragtede pladser på 2010-gridden.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/6 2009 klokken 11:06

Georgio Pantanos karriere har på trods af GP2-titlen i 2008 stået på stand-by i år. Som den første GP2-mester er Georgio ikke avanceret til Formel 1.

Måske på grund af, at han i sin tid var lidt af managementmæssigt problembarn?

Uagtet dette håber Georgio, at hans erfaring i Formel 1, IndyCar og GP2 kan hjælpe ham i bestræbelserne på at vende tilbage til Formel 1, og her har det hold, som han vandt GP2-titlen i 2008, fået en af pladserne.

Georgio Pantano vandt GP2-titlen sidste år på Monza

Den italienske regerende GP2-mester udtalte til Autosport: “Det er ikke meget jeg kan sige i øjeblikket. Kun at vi har haft et rigtig godt forhold, mig og Adrian (Campos), og at vi havde en god tid sammen.”

”Vi har fået en god udmelding fra FIA, og jeg er glad på hans og hans medarbejderes vegne, for de er fantastiske. Nu får vi at se om der måske er plads til mig der.”

Georgio Pantano vandt GP2 hovedløbet på Monza i 2007

”Jeg tror, at Campos kommer til at gøre et godt stykke arbejde, da de har Dallara til at bygge bilen. Det er godt at få ekstra konstruktører ind i Formel 1, og Dallara er de bedste til dette. Vi må vente og se, hvad der sker. Jeg tror dog ikke, at jeg skal vente så lang tid på at finde ud af, hvad der sker med mig.”

”For at være ærlig. Jenson (Button) er på min alder. Jenson kørte gokart mod mig, og nu gør han det store i Formel 1. Alonso kørte også mod mig. Han er kun et eller to år yngre end mig. Tilsvarende er Bourdais min alder. Jeg mener han er et år ældre. Kimi er omkring min alder.”

Jenson Button kørte gokart mod Georgio Pantano.

Så det skulle nu være fastslået, at Georgio Pantano ikke er for gammel til Formel 1.

”De er ikke for gamle, men jeg har indset, at hvis jeg skal nå at køre Formel 1 igen, så skal det snart ske. Jeg har ikke længere tid til at vente. Jeg har nok erfaring. Nu skal jeg bare have jobbet.”

”Min drøm er Formel 1 eller IndyCar. Det er de serier, som jeg ønsker at være involveret i. Jeg ønsker ikke at køre i andre kategorier. Mit fokus er disse og jeg er nødt til at tænke over min fremtid nu.”