• Forside

Ris til Grosjean

Romain Grosjean har fået skylden for det uheld, som tog mesterskabsførende Jenson Button og indirekte Jaime Alguersuari og den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton ud af det belgiske Grand Prix. Der kommer dog ingen straf ud af det.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/9 2009 klokken 09:09

Romain Grosjean scorede sig ikke mange venner, da han kørte Jenson Button af banen i søndags. Som følge af sammenstødet ramte Toro Rosso-kører Jaime Alguersuari og Lewis Hamilton sammen og udgik også.

Banens stewards har dog klassificeret det som et ’race incident’ og ingen bliver straffet for uheldene.

Romain Grosjean er dog ikke blevet populært efter hans oppurtinistiske overhalingsforsøg, og specielt Jenson Button var ikke tilfreds med nybegynderens kørsel.

Romain Grosjean kom ikke langt søndag eftermiddag.

Romain Grosjean siger selv, at det var Button, der kørte ham af banen.

Jenson Button udtalte til journalister på Spa:

“Jeg kan ikke forstå, at han giver mig skylden, men for at være fair, så er jeg ligeglad.”

”Det er ikke rigtig vigtigt. Jeg scorede ikke nogen point, og det er det er det vigtige.”

Jenson Button

”Måske har han ikke erfaring nok med bremserne eller at få dækkene op på arbejdstemperatur. Det var ikke engang et overhalingsforsøg. Han ramte mig bare. Det er virkelig frustrerende for alle, men de kæmper ikke med om mesterskabet. Det gør jeg.”

Buttons tidlige afgang betød, at Rubens Barrichello og Sebastian Vettel lukkede hullet med henholdsvis 2 og 6 point til den mesterskabsførende. Forspringet ned til Rubens Barrichello på plads to er der stadig 18 point med fem løb tilbage i mesterskabet.

Jaime Alguersuari

Jaime Alguersuari havde også hårde ord til Romain Grosjean på trods af, at han kun har kørt et løb mere. Til tyske ’Auto Motor und Sport’ sagde han:

”Hvis man kører på den måde, så gennemfører man ikke løbet.”