• Forside

Abu Dhabi starter lyst og slutter mørkt

Når sæsonen slutter i Abu Dhabi om to måneders tid, så bliver det til en ny oplevelse vi normalt kun oplever i USA og visse sportsvognsløb. Et løb, der starter i solskin og slutter i mørket. Det bekræftede Richard Cregan, der er ansvarlig for løbet i Abu Dhabi.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/9 2009 klokken 10:09

Under den belgiske Grand Prix-weekend blev det offentliggjort, at det lokale starttidspunkt for Abu Dhabi Grand Prix er blevet rykket fra 15.00 til 17.00.

Dette ikke kun for at forbedre tidspunktet for os europæiske tv-seere, men fordi det giver en helt ny type løb.

Ved at udskyde starttidspunktet fra klokken 15 til klokken 17, så vil løbet starte i solskin, men slutte i mørket. Mørket forventes at komme klokken 18 og mørket kommer hurtigt i mellemøsten.

Det vil opsætningsmæssigt gøre det rigtig svært for ingeniørerne, da banen vil ændre sig på grund af mørket.

Abu Dhabi logo

Den lokale avis ’The National’ citerer Richard Cregan:

“Yas Marina Circuit er fra start blevet bygget til at kunne afvikle dag- og nattebegivenheder.”

”Det har altid været vores intention at vise verden dette spektakulære område, og denne beslutning giver os den mulighed.”

Skumringsløb i Australien og Malaysia, natteløb i Singapore og nu dag/natteløb i Abu Dhabi.