• Forside

Japans Grand Prix, warm-up - opdateret

Japans Formel 1-Grand Prix på Suzuka, som er blevet moderniseret siden 2006 med blandt andet nye afkørselsområder, er allerede nu blevet godt slidt.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 3/10 2009 klokken 20:10

Huhej hvor det går! Sådan bliver man næsten nødt til at tænke, når man ser på optakten til søndagens japanske Grand Prix på den Hondaejede Suzuka-bane.

Støvet nåede knapt at lægge sig efter Ferraris bekræftelse af Fernando Alonso som kører fra 2010, før vi var i gang med de frie træninger.

De første træninger gav ikke ret meget brugbart resultat, da banen var meget våd til at starte med, og løbende tørrede op i løbet af træningen.

Webber i muren

2. træning var værre. Her druknede både bane og pitter i et voldsomt regnvejr, hvilket efterlod alle uden yderligere brugbare data.

Først i 3. træning kunne racerne sende brugbare data hjem til ingeniørerne og teknikerne, og det var også her at mange af kørerne kunne få den første smag af Suzuka. Faktum er jo at mange af kørerne, inklusiv verdensmester Hamilton, ikke har kørt på den legendariske bane før.

Jaime føres til lægebilen

Kvalifikationen endte i et stort roderi af udgåede racere, som regel på grund af de samme sving. Da alt dette var gennemlevet kom der så den største samling af straffe der er uddelt på en gang i mands minde.

Nye gearkasser, og nyopbyggede biler på basis af nye monocoquer, samt at køre for fuld skrue gennem vragdele i en gul flagzone går ikke ustraffet hen.

Jenson fans

Sebastian Vettel kæmper stadig for sin mesterskabschance, og en pole position er jo et fantastisk udgangspunkt, især når mesterskabsførende Jenson Button er blevet straffet og skal starte på P13.

Lewis Hamilton skal starte på P3, lige bag Vettel og skråt bagved Trulli. I forhold til Trulli har han fordel af at starte i det rene spor, og i forhold til begge de foran holdende har han fordelen af en KERS, der garanteret er i hopla.

Nico Rosberg laver sushi

En Joker i spillet kan blive Nico Rosberg, som starter i en tung bil, der blev kvalificeret på P11, men er blevet rykket langt frem som følge af alle de tildelte straffe.

Det sidste der er sket, er, at FIA tilsyneladende har meldt Toyotas Tim Glock ude af stand til at køre løbet, efter det crash han havde under kvalifikationen.

Det bliver spændende at følge det løb, og helt sikkert værd at stå tidligt op for, så sæt kaffen over, og følg også vores dækning af løbet her på BMF1, det næstbedste efter at være i Japan.