• Forside

Toro Rosso med BMW motorer?

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 3/4 2006 klokken 17:04

Man skal ikke tro på alt, hvad man ser. Heller ikke selv om det kun er på et billede, men billedet af Gerhard Berger fra Scuderia Toro Rosso i samtale med Dr. Mario Theissen fra BMW/BMW Sauber F1 sætter tankerne i gang.

Det kan umiddelbart være et ganske tilfældigt møde mellem de to herrer. Gerhard Berger har jo en fortid hos BMW, og det derfor er et møde, hvor de to bare snakker sammen om fortidens minder. Billedet er fundet på Red Bull Racings presseside, og når skribenter som undertegnede bruger billedet i forbindelse med en nyhed eller måske bare et rygte, så får STR en del omtale.


Hvad snakker Gerhard Berger og Mario Theissen om? Et nyt motorsamarbejde eller gamle minder

Men det kunne også tænkes, at Gerhard Berger er i gang med at sikre BMW V8 motorer til holdet. Sandsynligvis for de kommende år for der er ikke meget, der tyder på at STR får lov at køre med V10 motorer fra 2007 og frem.

Nogle tror, at STR vil få de samme Cosworth V8 motorer som Williams teamet kører med i fremtiden, men det er ikke nødvendigvis sikkert. Super Aguri F1 og Midland F1 har indbragt en klage til FIA, hvor de beder FIA om at ekskludere Scuderia Toro Rosso fra resultaterne, hvis de scorer point. Daniel Audetto fra Super Aguri F1 bekræfter, at der findes et brev, og det er ikke kun Super Aguri F1 og Midland F1 som ønsker en eksklusion.


Scott Speed i STR kan få problemer med at beholde eventuelle point han scorer

FIA kan måske tvinge STR til at køre med V8 motorer allerede fra i år, og så er det jo rart at have en stor fabrikant som BMW i ryggen. Så muligvis er billedet bare taget fra et venskabeligt møde mellem de to tidligere kolleger, men det kunne også være et billede af to kommende samarbejdspartnere.