• Forside

Mercedes bekræfter McLaren samarbejdet

Rygterne om at Mercedes vil skifte McLaren ud med Brawn GP har været mange, men nu er samarbejdet blevet bekræftet af Mercedes' sportschef, Norbert Haug.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 1/11 2009 klokken 19:11

Der har længe været tale om at det fasttømrede samarbejde mellem Mercedes-Benz og McLaren, har været på vej mod en afslutning, og at Mercedes, via deres moderselskab, Daimler, ville købe 75% af Brawn GP.

Da det meste af Mercedes' og Daimlers bestyrelser var til stede under Abu Dhabis Grand Prix, blev det anset for sandsynligt, at der ville blive holdt nogle møder, som skulle afslutte samarbejdet. Sådan er det dog ikke gået.

Mercedes' sportschef, Norbert Haug, har tværtimod bekræftet, at de 40% af McLaren som Mercedes ejer beholdes, og at det langvarige samarbejde fortsat vil være langvarigt.

McLaren ser ud til at beholde deres magtfulde samarbejdspartner

”Det eneste jeg kan bekræfte er, at vi fortsat har et langtidssamarbejde,” fortæller sportschefen.

Haug afkræfter dog ikke, at der kunne være interesse i andre teams også.

McLarens teamchef, Martin Whitmarsh, har ligeledes budt Norbert Haugs udtalelser velkomne.

Om denne bekræftelse kommer efter en intern afklaring af næste års kører line-up vides ikke, men det er almindeligt kendt, at Mercedes gerne ser en tysk kører hos McLaren til næste år, og i Abu Dhabi gik snakken højt om Nick Heidfeld.