• Forside

Kun nakken gjorde værker

Felipe Massa fik en ekstra julegave af Ferrari, da han fik lov til at testkøre Ferrari F2007-modellen på Mugello de seneste to dage. Testen gik over al forventning, og Felipe følte sig hjemme med det samme. Der var dog lige lidt problemer med nakken.

Felipe Massa tester Ferrari F2007 på Mugello . Copyright Ferrari

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 17/12 2009 klokken 09:12

Felipe Massa afsluttede halvanden dags test på Mugello-banen i går aftes (onsdag), hvor han på trods af, at det var F2007, og ikke F60 han testede, følte sig hjemme med det samme.

Tider er der af gode grunde ikke kommet nogle af, men de ville heller ikke være brugbare.

Felipe Massa tester Ferrari F2007 på Mugello Copyright Ferrari

Testen foregik under Corse Clienti-programmet, hvor man kører på specielle Bridgestone-demonstrationsdæk, og derfor giver det ikke mening at sammenligne tider, men en god fornemmelse får man alligevel.

Brasilianeren var glad for det han opnåede onsdag, og overfor Ferraris eget mediesite sagde han:

”Selv om jeg var bag rattet på en helt anderledes bil, sammenlignet med den for næste år, så havde jeg en perfekt følelse, hvilket giver mig håb forud for den kommende sæson."

Felipe Massa tester Ferrari F2007 på Mugello Copyright Ferrari

"Jeg var hurtig med det samme, og intet synes at have ændret sig i min kørestil sammenlignet med før uheldet.”

”Jeg ønsker at takke Ferrari for denne gave, hvilket sammen min søn, gør denne jul endnu mere speciel.”

Felipe Massa tester Ferrari F2007 på Mugello Copyright Ferrari

Overfor reportere på Mugello måtte den nye far dog indrømme, at nakken havde gjort lidt værker.

”Jeg havde en smule nakkesmerter, specielt i de hurtige sving. Resten gik fint og der var ingen forskel i forhold til før uheldet.”

Felipe Massa tester Ferrari F2007 på Mugello Copyright Ferrari

At nakkemuskler er et sted, der volder kørerne problemer har vi hørt flere gange. Det var nakkeproblemer, der officielt stoppede Michael Schumachers Ferrari-comeback i august.

Det var også nakken, der gjorde ondt på Nico Hülkenberg efter han havde testet to dage på Jerez for Williams i forbindelse med ungdomstesten.

En koncentreret Felipe Massa før han kørte ud på Mugello. Copyright Ferrari Media

Danske Nicolas Kiesa klagede også over nakken, da han i 2005 startede som fredagskører for Jordan/Midland-holdet.

Men nakkemusklerne kan trænes op og både Felipe Massa, som Nico Hülkenberg vil være i topform når 2010-sæsonen starter.