• Forside

Schumacher skal teste GP2

Når årets første GP2-test i morgen går i gang på den spanske bane Jerez, bliver det med et nyt ansigt, som nok skal få de unge løver til at kigge efter en ekstra gang. Michael Schumacher skal de næste tre dage teste en GP2-racer.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/1 2010 klokken 14:01

I en pressemeddelelse udsendt af Mercedes Grand Prix bekræfter de, at Michael Schumacher skal bruge tirsdag til torsdag i denne uge på at teste en GP2-racer på den spanske racerbane Jerez.

Det gøres for at Schumacher kan vænne sig til at køre en rigtig formelracer igen, og det bliver i GP2-seriens udviklingsbil.

Det har krævet tilladelse fra FIA, GP2 Series og Formula One Testing Committee at Michael Schumacher nu skal agere testkører af den GP2-racer, som Dallara er ved at udvikle til GP2-serien i 2011.

Det bliver derfor en masse småting, som Michael Schumacher skal teste, og GP2-arrangørerne er vilde med ideen.

Michael Schumacher er vant til at køre forskellige biler (stærkt).
Copyright Race of Champions


GP2-arrangør Bruno Michel udtaler:

“Testen vil markere en milepæl for GP2 Series. Det er en ære og et privilegium at have den syvdobbelte Formel 1-verdensmester Michael Schumacher til at hjælpe os med at udvikle vores bil.”

Nu skal Michael Schumcher teste GP2-udviklingsbilen de kommende dage.
Copyright Michael Ewert


”Målet med GP2 Series er at forberede unge kørere til Formel 1. Denne test vil være meget vigtig for vores GP2-kørere og er en bekræftelse af de høje standarder og konkurrenceevne i vores serie. Michaels input og råd vil være uvurderlige.”

”Jeg er sikker på, at hans viden og formidable kørerevner vil hjælpe os til at udvikle en fantastisk bil til næste sæson.”