• Forside

Ingen straffrihed i Formel 1

Igår skrev vi, at alle hold ifølge den nye Concorde-aftale kunne misse tre løb uden at blive udelukket af mesterskabet, og straffet af FIA. Noget som Campos Meta1 og US F1 team skulle have ønsket. Den går ikke, skriver FIA i en pressemeddelelse.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/2 2010 klokken 13:02

Der bliver ikke noget med at slippe ustraffet for ikke at stille til start i Formel 1, når man først har tilmeldt sig mesterskabet. Det slog FIA igår fast i en kort pressemeddelelse, der kan læse på organisationens hjemmeside.

Der står:

”Efter flere rapporter omkring tolkningen af klausuler i Concorde-aftalen omkring et teams ’deltagelse’ i FIA Formula One World Championship, ønsker FIA at fastslå.”

”Fra et sportsligt og reglementsmæssigt synspunkt er hvert team, der har tilmeldt sig mesterskabet forpligtet til at deltage i alle begivenheder i sæsonen. Enhver forhindring i at deltage, om det kun er en begivenhed, vil blive opfattet som et brud på både Concorde-aftalen og FIA’s reglementer.”

Dermed sættes Campos Meta1 og US F1 team endnu mere under pres. For Campos’ vedkommende er der måske lys forude.