• Forside

Red Bull skræmmer Heidfeld

Trenden med at nedtone sit eget teams muligheder ved sæsonåbningen i Bahrain næste weekend, fortsætter. Nu er Mercedes GP’s erfarne testkører, Nick Heidfeld, ude med bemærkninger om, at Red Bull nærmest er skræmmende.

Daniel Ricciardo . Copyright Getty-Images/Red Bull Racing

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/3 2010 klokken 10:03

Mercedes’ testkører, erfarne Nick Heidfeld, fortsætter den seneste tendens blandt ledere og kørere, hvor man nedtoner sit eget teams håb om succes. Tyskeren erklærer åbent, at Red Bull har den bedste bil.

Op til Bahrains Grand Prix har det vist sig, at små tiendedele adskiller bilerne i top fire, herunder Ferrari, McLaren og Mercedes.

Ikke sjov at have i bakspejlet på en mørk villavej. Red Bull RB6 skræmmer Nick Heidfeld. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

I bunden af denne hakkeorden befinder Mercedes sig tilsyneladende i øjeblikket, men tyske medier oplyste i går, at teamet har et modtræk. I denne weekend har de til hensigt at lade en såkaldt ”super-diffuser” se dagens lys.

"Red Bull har klart den bedste bil," fortalte Heidfeld til ’Auto Motor und Sport’. "Det er næsten skræmmende, hvor let Vettel og Webber er i stand til at køre til grænsen."

Tyskeren tilføjede, at Red Bull, efter hans opfattelse, har forsøgt at skjule den virkelige fart i den Adrian Newey-designede RB6 under testkørslerne i hele februar måned, ved at køre med mere brændstof end konkurrenterne.

Hvor gemmer farten sig hos Mercedes GP? I den kommende super-diffuser? Copyright Bridgestone Motorsport

Et blik på Mercedes GP’s bil, W01, viser en bil med understyringsproblemer, noget som især Michael Schumacher har svært ved at forlige sig med, men ifølge teamchef Ross Brawn har teamkammeraten, Nico Rosberg, åbenbart knækket koden.

"Nico (Rosberg, red.) har følt sig lidt bedre i bilen (end Schumacher, red.) under hans testdage," udtaler Brawn.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER