Fra nummer 28 til nummer 12 i et løb! Mikkel Mac stadig på andenpladsen i Formel Renault 2.0 NEC.
At køre sin racer 16 placeringer frem i et racerløb er under normale omstændigheder en flot præstation, og det var det bestemt også i den 17-årige formelkører Mikkel Macs tilfælde.
Men når man kvalificerer sig til en startplacering som nummer 12 til søndagens første Formel Renault 2.0 NEC løb i tjekkiske Brno, så håber man, som Mikkel, at kunne kæmpe med om sejren.
Mikkel Mac
Copyright Peter van Egmond
Efter en succesrig debut i sidste uge på Hockenheim med en podieplacering, var der lagt op til endnu en dansk kamp om sejren i klassen, der har frembragt så mange danske talenter
Motorproblemer toppede en vanskelig weekend for den unge dansker, der også har været plaget af gearkasseproblemer i kvalifikationen. Køreren fra Nykøbing Falster har trods dette stadig forsvaret sin andenplads i det samlede Formel Renault 2.0 North European Cup mesterskab.
Trods fremgangen er det fortsat uvist, om den unge dansker finder et økonomisk grundlag for at deltage i den kommende afdeling i Holland.
”Til dagens første løb ville bilen simpelthen ikke starte, da vi skulle ud på banen.”
”De prøvede alting, men vi nåede ikke ud før feltet startede deres opvarmningsomgang. Så det betød at den 12.plads, som jeg havde kvalificeret mig til ud af 28 deltagende, var blevet vekslet til en start inde fra pitten. Så da jeg nåede ud på banen på kolde dæk, var jeg pludselig nummer 28.”
Mikkel Mac havde det ikke sjovt på Brno, men fik lov at overhale en del biler.
Copyright Peter van Egmond
”Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne, og jeg sluttede med at køre mig fra en placering som nummer 28, til en slutplacering som nummer 12 hvor jeg skulle have startet løbet."
"Det var noget af en udfordring, ikke mindst fordi feltet er i denne weekend blevet forstærket med en del gæstekørere fra den mere erfarne Eurocup serie.”
Racerens startproblemer fik det belgiske KTR-team løst forud for søndagens andet løb, men den unge danskers ønske om at køre en topplacering hjem, blev dog ikke nemmere af den grund.
”Til søndagens andet løb havde vi fået løst vores motorproblemer, og jeg skulle starte fra den 12. plads jeg havde sikret mig i dagens første løb."
"Desværre begyndte bilen at køre dårligere og dårligere, som løbet skred frem. Det viste sig at dæktrykket var forkert, så da bilens dæk blev varmere og varmere som løbet skred frem, kørte bilen slet ikke som den skulle. Jeg kæmpede virkeligt alt hvad jeg kunne, men jeg sluttede på en 11. plads.”
”Det eneste jeg kan trøste mig med, er at jeg forsvarede min andenplads i det samlede mesterskab. Det føres af Ludwig Ghidi med 93 point, og så kommer jeg på andenpladsen med 60 point. På tredjepladsen kommer Kevin Korjus med samme antal point, men han skal ikke køre hele NEC sæsonen.”
”Den positive lære jeg kan tage med mig hjem, er at jeg synes at jeg har bevist både overfor teamet og mig selv, at jeg kan bevare roen selvom jeg sendes ud efter tekniske problemer på kolde dæk, og så koncentrere mig om at kæmpe trods svære odds.”
Mikkel Mac håber, at han stadig sidder i cockpittet ved den næste afdeling i Holland.
Copyright Peter van Egmond
Næste Formel Renault 2.0 NEC løb bliver den 3. – 6. juni ved kanten til Nordsøen, mere præcist Zandvoort-banen udenfor Amsterdam.
”Hvis vi kan finde pengene til det, hvilket er uvist på nuværende tidspunkt, så er næste løb på Zandvoort-banen i Holland. Der vil Van Amersfoort teamet formentlig være rigtigt stærke på hjemmebane, men jeg glæder mig til at køre på banen."
"Jeg kan rigtigt godt lide den, og jeg synes at jeg har vist at jeg har farten, når bilen ellers fungerer.”