BMW vender tilbage til DTM

BMW trak sig som bekendt ud af Formel 1 sidste år, og dermed røg det største prestigemesterskab for det tyske mærke. I går blev det meldt ud, at BMW fra 2012 agter at deltage i den tyske standardvognsklasse DTM igen.

Esteban Gutierrez og Alexander Rossi . Copyright BMW Motorsport

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 29/4 2010 klokken 13:04

2010 er et lidt kedeligt år for BMW, der indtil sidste år var en del af Formel 1.

Godt nok står der stadig BMW Sauber i Formel 1, men Sauber kalder sig selv Sauber Motorsport, og BMW har intet andet at gøre med holdet end farverne, der ligner de tidligere farver brugt i Formel 1.

I går besluttede BMW’s bestyrelse, at de agter at deltage i det førende standardvognsmesterskab i Europa, måske i verden. DTM, som BMW tidligere har været en del af før serien blev nedlagt midt i 90’erne, kommer i 2012 med et nyt reglement.

En stribe af BMW topkørere på tværs af klasser

Hvis reglementet passer til BMW, og der er ingen grund til at tro, at det ikke kommer til dette, så får vi igen en trekamp i det tyske mesterskab, med BMW overfor de nuværende deltagere Mercedes og Audi. BMW vil dog først bekræfte deres DTM-deltagelse senere på året, når reglementet for 2012 bliver offentliggjort.

BMW deltager i forvejen i standardsvognsracing i mange nationale mesterskaber. Jan Magnussen og Casper Elgaard kører f.eks. BMW i det danske mesterskab, og i den store klasse WTCC, der er et af de få FIA-støttede mesterskaber.

Om to år kan Mercedes og Audi få selskab af BMW i DTM-klassen
Copyright Mercedes-Benz


Fokus på DTM sker som et led i en større centrering af motorsportsaktiviteter, der hænger bedre sammen med produktionsbiler til landevejen, og der er Formel 1 for langt fra.

Alligevel kan man ikke lade være med at sidde med tanken om, at når FIA på et senere tidspunkt annoncerer det nye motorreglement til 2013, så kan BMW melde sig på banen som motorleverandør.

Ligesom de gjorde for 11 år siden, da de gik i Formel 1 med Williams som samarbejdspartner.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« F1- comeback stadig en mulighed Silverstones Arena-layout godkendt »