Button kritiserer Schumacher

Jenson Button var ikke voldsomt imponeret af Michael Schumachers udkørsel efter et pitstop under gårsdagens grand prix i Spanien. Det betød nemlig, at briten resten af eftermiddagen var fanget bag tyskeren.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/5 2010 klokken 10:05

Jenson Button kritiserer nu den syvdobbelte verdensmester, Michael Schumacher i Mercedes GP, for dennes måde at køre ud på banen efter et pitstop under det spanske grand prix.

Briten mener ikke at Schumachers træk var en erfaren mester værdigt, og Button mener, at han var nødt til at trække sig for at undgå en kollision, da Schumacher strøg rundt om ham i sving 1.

"Jeg vidste ikke, at Michael var på ydersiden af mig," sagde Button.

Michael Schumacher i Mercedes GP. Tyskerens store erfaring gjorde søndag eftermiddag frustrerende for Jenson Button. Copyright Daimler-Benz.

"Han kørte ind i svinget og hvis jeg ikke trak mig, ville vi have kollideret. Så han gav mig ikke meget plads lige der. Værsgo, siger jeg, men det er ikke, hvad man forestiller sig om en mand med hans erfaring. Det var ikke et særligt godt træk."

Efter at have passeret Button holdt Schumacher stædigt fast og forsvarede sin position i resten af løbet på trods af McLaren-kørerens mange forsøg på overhaling.

"Det er meget svært at overhale her, og Michael er ikke dum," sagde Button. "Han ved, hvor han skal placere sin bil, og på en bane som denne, kan du bare ikke overhale ham.”

”Han placerede hver gang bilen på indersiden, og jeg kunne ikke passere ham på ydersiden, fordi han hver gang kørte bredt. Han lavede ingen fejl, så det var meget frustrerende.”

"Femtepladsen er ok, men det er frustrerende, fordi bilen var hurtig her. Det er både positivt og negativt, fordi jeg ikke kunne udnytte min hastighed," slutter en ærgerlig Jenson Button.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alonso nærmest lykkelig Spaniens GP – Dagen derpå »