• Forside

Det bliver ikke til Formel 1 i Korea i denne omgang

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 5/1 2006 klokken 23:01

Tilbage i november 2003 var der meget, der tydede på at Bernie Ecclestone og hans Formel 1 cirkus skulle afvikle et Formel 1 Grand Prix i Sydkorea i år 2009. På trods af en skriftlig aftale mellem Bernie Ecclestone og den sydkoreanske by Pusan omkring bygningen af en Formel 1 bane og afviklingen af et Formel 1 Grand Prix, så ser det ikke ud til at blive til noget.


Mere end to år senere er det første spadestik endnu stadig ikke taget, og arrangørerne mener ikke, at de har råd til at betale de mange penge til Bernie Ecclestone for at få lov at afvikle et Grand Prix. Derfor er bygningen af den første Formel 1 bane i Sydkorea sat i bero.


Det til trods for, at man har fundet en lokaltitet til banen og der har været lavet tegninger af den 3.5 mil lange bane, der skulle have plads til mindst 100.000 tilskuere i åbningsåret. I øjeblikket venter man også på at se, om der overhovedet er stemning for store motorsportsbegivenheder i Korea.


Sidste år skulle Ronnie Bremer og ChampCar serien have kørt på en nybygget bane i Ansan syd for hovedstaden Seoul, men afdelingen blev aflyst. Det på trods af, at Ronnie Bremer i hans tid hos HVM reklamerede for Ansan på sin bil. I år håber man på at det lykkedes at afvikle løbet på Ansan banen, og hvis det bliver en stor succes, så er der chancer for, at man vil tage bygningen af Formel 1 banen op til overvejelse igen.


Så foreløbig ser det ud til, at internationale motorsportsbegivenheder lader vente på sig i Sydkorea.