• Forside

Prodrive fik den 12. og sidste plads

Det var ventet. Rygterne manglede kun at blive bekræftet. Prodrive havde allerede tidligt i udvægelsesprocessen fået den sidste plads til 2008 Formel 1 verdensmesterskabet. Men først i dag blev det annonceret af FIA.

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/4 2006 klokken 15:04

David Richards, Prodrive’s direktør er meget lykkelig for, at det blev hans team som fik den sidste plads til 2008 Formel 1 mesterskabet.

Efter offentliggørelsen af Prodrives plads i Formel 1 sagde David Richards: ”Det er vidunderlige nyheder for alle i firmaet. Vi har vundet mesterskaber i rally, British Touring Car Championship og GT1 klassen på Le Mans, og vi har i et stykke tid sagt, at vi gerne ville entrere Formel 1 med vores eget Prodrive navn. Nu er vi kommet et stort skridt nærmere.”

De fleste ved, at David Richards ikke er nybegynder i Formel 1. Han har tidligere været hos Benetton og David Richards var også manden, der fik BAR til at gå fra en plads sidst i feltet til et team, som man kan begynde at regne med, hvilket blandt andet blev vist med BAR’s 2. plads i konstruktørmesterskabet i 2004.

Med det nye 2008 reglement skulle Formel 1 blive en billigere sport at deltage i, og en ’standardisering’ af flere regler skulle gøre feltet mere lige.

”Vi er sikre på, at det nye reglement vil ikke bare give Prodrive en mulighed for at være konkurrencedygtige på et rimeligt budget, men det vil også gøre Formel 1 mere spændende, og dermed mere underholdende for tilskuere og tv-seere verden over.”

Prodrive F1’s nye hovedkvarter er i øjeblikket kun et par tilladelser fra at blive bygget i Warwickshire. Med det nye hovedkvarter føler Prodrive at de vil være godt klar til 2008 sæsonen.

”Tilladelsen er kun begyndelsen. Vi har nu mindre end to år til at bygge et hold op og få to konkurrencedygtige bil på start gridden til 2008 mesterskabet. Opgaven er kæmpe (se bare Super Aguri red.) og vi er oppe imod erfaring og ekspertise hos de etablerede hold. Men Prodrive har mere end 20 års erfaring indenfor motorsport og vi er klar til at tage udfordringen op.”

Her fra BMF1 ønsker vi David Richards tillykke med den sidste plads i Formel 1, men vi er ærgerlige over, at man fra FIA’s side kun har tilladt et hold en startplads med så mange tilmeldinger til 2008 mesterskabet.