Save The Ring

Save The Ring! Det lyder som en blanding af Befri Willy og Ringenes Herre, men det handler om penge, magt og erhvervsdrivendes overlevelse i området omkring Nürburgring i Eifelområdet i Tyskland.

Af: Peter Fyllgraf (pfy@bmf1.dk) d. 2/8 2011 klokken 07:08

Under forrige weekends grand prix i Tyskland mødte en talstærk skare op og demonstrerede under navnet ”Save The Ring” (STR). Foreningen er utilfredse med den måde som Nürburgring drives på og måden hvorpå driften er blevet finansieret.

En gavl udenfor Nürburgring

Foreningen består af folk fra hele verden, der støtter kræfterne bag et initiativ der skal få banen og dens skrantende økonomi tilbage på sporet og klagepunkterne er mange.

Foreningen mener at de tiltag der har været for at trække folk til Nürburgringen og dermed området har været for ”Disneyland-agtige” og her tænkes blandt andet på den stort anlagte rutschebane, ”ring racer” der ifølge STR er for stor og af dårlig kvalitet.

”Den var over budget, test gik galt og folk kom til skade og den officielle pressemeddelelse kom med uærlige svar på de efterfølgende spørgsmål," lyder det i en meddelelse fra STR.


Ligeledes mener STR at de nye investeringer er finansieret på et fejlagtigt grundlag, nemlig misvisende besøgstal. Disse tal blev lagt til grund for den enorme investering som den tyske stat foretog. STR oplyser at dette beløb nærmer sig 500 mio. Euro.

Michael Frison fra STR udtaler til BMF1 at man ønsker at motorsportsaktiviteterne bliver separeret fra forlystelsesaktiviteterne, for som det er nu, så skal banens indtægter dække tabet på forlystelserne og dermed er priserne på tests og baneleje blevet 5 gange dyrere end tidligere.

Udsigten fra Tribune 8 på Nürnurgring Copyright Michael Ewert

”Endvidere har driften af banen ikke være udbudt til offentlig licitation, hvilket er i direkte strid med EU´s regler og derfor er den såkaldte investor i Nurburgring ikke en investor men skruppelløse forretningsmænd og den tyske stat vender det blinde øje til”, slutter meddelelsen fra STR.

Det har desværre ikke været muligt at få svar fra Nürburgring Automotive GmbH.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ungarns GP: Dagen derpå (opdateret) Galleri: Nürburgring 2011 »