• Forside

Første hjemmesejr til Alonso

Dagens løb blev en stor triumf for Renault, der tog sejren ved Fernando Alonso og en tredjeplads til Giancarlo Fisichella. Efter løbet har holdet udsendt en pressemeddelelse med reaktionerne på resultatet.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 14/5 2006 klokken 21:05

Det blev i den bedst tænkelige kulisse, at Fernando Alonso for første gang kunne stå øverst på podiet efter Det spanske Grand Prix. På hjemmebanen i Barcelona havde han 130.000 tilskuere i ryggen, og sejren var så komfortabel, at han havde tid til at vinke til publikum på sidste omgang.

Sejren til Alonso samt tredjepladsen til Giancarlo Fisichella betyder, at Renault nu er 19 point foran Ferrari i konstruktørernes mesterskab, mens Alonso nu har et forspring på 15 point til Michael Schumacher i kørernes mesterskab.

Her følger et udpluk af de kommentarer, som holdet har udsendt som reaktion på løbet:


Alonso sammen med Spaniens Konge inden deres kørertur.

Fernando Alonso (Sejr, 1t26:21.759):

"Det har været en dag med mange følelser for mig, og jeg tror, jeg vil huske hvert et øjeblik. Det første højdepunkt var min kørertur med kongen rundt på banen i en Renault Megane i morges, så starten, de første omgange, da jeg kunne se, vi havde farten, omkring pitstoppene med tilskuerne der sprang op, da Michael (Schumacher) kom ud bag mig, de sidste omgange med så mange følelser i bilen. Og endelig ind-omgangen sugende ind den ubeskrivelige atmosfære skabt af disse brilliante tilhængere.

R26'eren var perfekt i dag: vi lavede kun en lille ændring for balancen, men jeg kunne presse på hele vejen gennem løbet. Jeg fik ikke en god start og Fisico reagerede bedre end mig, men efter det var alt perfekt.

Jeg forventede, at Ferrari ville være stærkere i løbet, men i dag synes jeg vi fik det maksimale ud af Renault-Michelin pakken. Tak til alle i holdet, det er endnu en drøm som blev til virkelighed."


Giancarlo Fisichella tabte kampen til Schumacher i forbindelse med første pitstop.

Giancarlo Fisichella (3. plads, +23.9 sekunder):

"Vi ankom til Spanien med målet at komme på podiet, og vi gjorde lige nøjagtig det, selvom Ferrari var stærke i denne weekend. Jeg fik en fantastisk start, og det var tæt med Fernando ind i det første sving, men han havde fordelen, så jeg lod ham køre.

Efter det var bilens balance ikke perfekt, så selvom jeg trak fra Michael i stintet, var det ikke nok til at blive foran ved stoppene. Vi gjorde nogle ændringer for at give mindre overstyring, så da jeg kom ud bag ham, pressede jeg hårdt og lavede en lille fejl, som sendte mig i grusset ved sving 3. Men jeg mistede ikke en placering, og så pressede jeg bare hårdt på for at holde Massa bag mig ved anden pitstoprunde.

Vi havde en god fart i det stint, og jeg beholdte tredjepladsen ganske let og så holdte øje med alting til målstregen. Det var et godt løb for mig, og en stærk måde at komme tilbage efter de seneste løb. Jeg er optimistisk med hensyn til Monaco, en af mine favoritbaner."