BMF1 på Monza 2012 – Torsdag

En del af Bil Magasinet Formel 1 tager hvert år på en tur til Formel 1, for at opleve den sport vi elsker på nærmeste hånd. Lydene, farten, spændingen, atmosfæren og for at få et par gode oplevelser sammen. Vores favoritbane er Monza-banen udenfor Milano.

Billeder fra Monza 2012 . Copyright Ewert Foto

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 12/2 2013 klokken 14:02

I 2012 tog seks personer fra Bil Magasinet Formel 1 til Monza-banen udenfor Milano. Banen, der må siges at være vores hjemmebane, byder på den sidste ægte højfartsbane i Formel 1-kalenderen. Det lyder som en kliche, men står man inde i Monza Park, lukker øjnene og bare slapper af, så kan man mærke historien i kroppen. Det er magisk.

Det skyldes selvfølgelig banens historie, der går helt tilbage til 1923, hvor banen blev bygget, og de ændringer og layouts der har været på banen. For eksempel de store stejlkurver, der blev brugt i både Formel 1, og til at skabe en europæisk pendant til USA’s Indianapolis 500.

Italiens grand prix er nemt at komme til. Nemmeste måde er at bestille en pakkerejse hos f.eks. Grand Prix Tours, men vi arrangerede selv turen på grund af antallet af deltagere på turen, hvor sjette medlem af BMF1, Lea fra Formulafashion, stødte til dernede.

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Torsdag den 6. september 2012

Vi mødtes tidligt torsdag morgen i Københavns Lufthavn. Vi skulle med Norwegian til Malpensa, og der var lige lidt bagage, der skulle ompakkes, inden vi checkede de to medbragte kufferter ind. Her efter var det ren ventetid, der blev slået ihjel med lidt morgenmad og kaffe, inden vi kunne sætte os til rette i flyveren.

Under tre timer senere stod vi i Malpensa, havde fået vores bagage, og skulle finde ind til Milano Centrale. Det viste sig at være rigtig nemt, da vi kunne købe billetter til Malpensa Express, der bragte os indtil centrum af Milano på 45 minutter. Vores hotel lå fem minutter fra stationen, så vi afleverede vores bagage, pakkede yderligere noget tøj ned, da det milanesiske klima viste sig fra sin bedste side og gjorde klar til at finde noget let mad. inden vi skulle se nærmere på Milano.

Tre af turens deltagere havde allerede sidste år været i Milano under løbsweekenden, så det var rart med et par ’lokalguider’, der kunne vise os lidt rundt de første par gader. Ret hurtigt fandt vi den store Corso Buenos Aires og en lille cafe, hvor vi fik lidt at spise. Herefter gik vi langs med Corso Buenos Aires, igennem en park for at ende først ved Milanos verdensberømte Duomo og siden for at finde den store Ferrari Store.

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Begge dele var store oplevelser. Duomoen er noget helt specielt, og man forstår godt, hvorfor der står i rejsebøgerne, at man skal opleve den, hvis man tager til Milano. Det er svært at beskrive med ord som andet end forbløffende. Adgang til Duomoen er gratis, men man må ikke have bare skuldre, og ens taske gennemsøges inden adgang.

Så får man ellers lov til at komme ind og opleve dette mesterværk, og man følte sig lidt mindre, da man kom ud fra denne smukke kirke. Det kan godt være den er katolsk, men alle var velkomne.

Vi fandt også den store Ferrari Store, der havde flere biler og Ferrari sportsvogne stående udenfor. Indenfor kunne man blandt andet se to Ferrari F1-biler og en V10 motor. Priserne er som Ferrari høje, men det er noget specielt, det de har derinde.

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Billeder fra Monza 2012 Copyright Ewert Foto

Det var tid til at komme tilbage til hotellet og få skiftet noget tøj, da varmen havde gjort sit. Vi stoppede dog på en lille bar inden hotellet, hvor vi lod vores vinekspert Peter Hartig fra italienskvinguide.dk finde et glas mousserende vin til os.

Da det var tid til at finde lidt aftensmad, startede vi ud med at finde Silver Bar, som Peter, Nicolai og Allan havde besøgt året før. Her blev det til grappa og en oplevelse af italiensk service. Vores tjener, som også var indehaver af Silver Bar, diskede op med så mange småretter, at vi endte med at gå mætte derfra, men klokken var ikke så mange, så vi fandt endnu en bar på Corso Buenos Aires, hvor de næste par timer blev tilbragt.

Nicolai og Allan skåler på Silver Bar Copyright Ewert Foto

Med tanke på at der var Formel 1 næste morgen, blev det dog tid til at komme hjem til hotellet, så vi kunne nå at indhente noget energi til fredagens frie træninger.

Fredag kan du læse om i næste artikel.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vettel tager titlen Interview med Mika Häkkinen »