Hold øje med: Kimi Raikkonen

Mange vil nok mene, at han er et lidt for oplagt valg, men undertegnede er overbevist om, at han fortjener weekendens spotlight her på BMF1.

Kimi Räikkönen Malaysias GP 2013 . Copyright Lotus-Renault GP

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 23/3 2013 klokken 01:03

"Hold øje med" gik i luften i sidste uge inden Australiens GP og havde fokus på tre overhalingsmuligheder på Albert Park.

I denne uge er emnet "The Iceman", "The Flying Finn", eller bare Kimi Raikkonen.
Den 33-årige Lotus-kører, der vendte tilbage til kongeklassen sidste år, blev spået et comeback af store dimensioner. Vi husker alle de tårnhøje forventninger til en hvis Hr. Schumacher, som dog aldrig rigtig fandt tilbage til toppen, om ikke andet gjorde han et hæderligt forsøg igennem tre sæsoner.

Anderledes godt er det gået Raikkonen, der i sit comeback leverer en yderst stabil og bemærkelsesværdig indsats, hvilket bliver kronet med en sejr i Abu Dhabis GP og en samlet 3. plads ved sæsonens afslutning, hvilket leder os frem til klummens egentlige fokuspunkt: 2013.

I sidste weekend lagde Raikkonen ud med, hvad der vel bedst kan betegnes som en middel placering. Nr. 7 i kvalifikationen. Men fra de røde lamper slukkede, gik det kun én vej for ismanden.

Dét, der gjorde Raikkonens sejr exceptionel var, at han på én og samme tid formåede at passe på sine dæk og samtidig opretholde en konstant og faretruende hurtig pace, uden på noget som helst tidspunkt at miste kontrollen.
Massa udtalte op til Malaysias GP, at Raikkonen kørte så godt på sine dæk, at Lotus kom igennem løbet med to stop, hvilket var det afgørende kort i deres taktik, hvorved 7. pladsen blev vekslet til en sejr.

Raikkonen har altså både fart, tålmodighed og omhu.
Om han er i stand til at kunne opretholde niveauet over flere løb, eller om han på et tidspunkt falder igennem, hvis eksempelvis Red Bull og Ferrari pludselig for alvor finder melodien og et samspil mellem dæk og bil, vil jeg lade være usagt.

Men noget kunne tyde på, at manden ved hvad han laver. Ifølge ham selv vidste han det i Abu Dhabi, så hvorfor ikke ligesåvel i Malaysia - han beviste i hvertfald idag, i anden frie træning, at han befinder sig godt i bilen, også i regn.

Kimi Räikkönen Malaysias GP 2013 copyright Lotus-Renault GP

Dét, der adskiller Raikkonen og Lotus fra 2012 i forhold til i år, er samarbejdet og ikke mindst deres indbyrdes kendskab. Da Raikkonens kontrakt med det Enstone-baserede team blev offentligt kendt i november 2011, havde Raikkonen og teamet ikke længe til at skulle finde hans rette sæde og samtidig stod de med en bil, der ikke var bygget op omkring ham og hans egenskaber. Det lod dog ikke til at påvirke Finnen synderligt og til trods for nogle startvanskeligheder og tilvænning, formåede han faktisk at holde trit og score de nødvendige point.

Deres samarbejde og fælles forståelse har, i hvert fald i første omgang, vist sig yderst værdifuldt. Hvis Lotus leverer stabiliteten og holdbarheden, så kvitterer Raikkonen nok med en sejr mere, eller to - han er med fremme hvor det er nødvendigt og har kvaliteterne til at matche og overgå dem, der lægger sig ud med ham.

Jeg spår personligt ikke Raikkonen som pole-manden i morgendagens, eller nærmere dagens kvalifikation, men indenfor en top fem.
Grunden dertil er, at jeg stadig tror, at Red Bull og Ferrari er for stor en mundfuld for Lotus over enkelte omgange - men så tipper vægtskålen også derefter.

Løbet på søndag kan være tricky på mange måder; vejr, vind, opsætning og dæk - vi husker jo tydeligt sidste års dæk-gamble.
Hvad der er værd at bemærke, er Raikkonen, der sluttede som 5'er.
Han kan gøre det igen, måske endda bedre - bare husk, at holde øje med ham.

/fl

Kimi Raikkonen Copyright Lotus GP

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Maldonado: Vi famler os frem! Malaysias GP: 3. frie træning. Vettel hurtigst »