Løbsresumé: Malaysias GP - Sejr til Vettel

Løbet på Sepang banen blev spændende, mere spændende end man umiddelbart skulle tro.

Sebastian Vettel Malaysias GP 2013 . Copyright Red Bull Media

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 24/3 2013 klokken 11:03

Vettel og resten af feltet startede ud på intermediate dæk på en forholdsvis våd bane.

Vettel tog starten, men lagde sig ikke ligeså solidt i front som i Australien. Fernando Alonso og Felipe Massa gentog deres kunststykke fra sidste GP og lagde sig ind bag Vettel i deres Ferrarier.
Det skulle dog ikke være Fernando Alonsos dag idag. I andet sving berørte han Vettels bagende og skadede sin frontvinge nok til, at det eneste rigtige træk ville være at pitte og skifte den. I stedet blev Alonso ude og påbegyndte anden omgang, som dog kun varede omtrent 200 meter, inden spanierens frontvinge løsrev sig og sendte ham i gruset og ud af løbet.

På omgang 5 pittede Vettel og fik monteret mediumdækket, og derfra blev der gradvist åbnet op for pit-vinduet. De forreste fulgte trop nogle omgange efter, hvilket skulle vise sig at være strategisk klogt - Mark Webber var nu i spidsen for løbet.

Force India teamet valgte en noget anderledes strategi og kaldte begge deres kørere ind på samme omgang. Af endnu ukendte årsager ville hverken Sutil eller Paul di Restas ene fordæk montere sig og teamet måtte senere trække begge deres kørere ud.

Efter første pitstop runde var feltet igen, som i Australien, en pose blandede bolcher. Webber holdt fast i sin føring og lod Mercedes og Vettel kæmpe om de andre pladser.

I pitten var det tilsyneladende kærlighedens dag. Caterham og Torro Rosso havde, af endnu ukendte årsager, gang i en romantisk affære. I hvertfald valgte Jean-Eric Vergne og Charles Pic og kysse hinandens snuder i pitten, hvilket blev takseret som en "unsafe release" til Torro Rosso.
Samtidig led Hamilton åbenlyst af hjemve efter sit skifte fra McLaren til Mercedes. Hamilton valgte i hvert fald at køre en tur ind og hilse på mekanikerne hos McLaren, for måske lige at tjekke op på, hvordan de gamle gutter havde det.

Efter anden pitstop-runde kom Webber ud på 2.-pladsen og kæmpede sig stædigt tilbage i front. Samtidig havde Romain Grosjean og Kimi Raikkonen fra Lotus efterhånden fundet noget fart og var nu med i den sjove del af feltet.

Mercedes med Lewis Hamilton og Nico Rosberg havde fundet melodien til dagens GP og havde fra anden pitstop-vindue og frem helt styr på plads 3 og 4. Flere gange var Rosberg en tur på radioen og forhøre sig om muligheden for at passere Hamilton, men fik konsekvent besked fra teamchef Ross Brawn om at holde sig bagved Hamilton, hvilket han gjorde løbet ud. Med tyskerens kommentar "husk den her" til sin teamchef, bliver der nok at tale om efter løbet.

En lignende situation udspillede sig hos Red Bull, hvor Vettel bad sin løb-engineer om direkte af få skaffet Webber af vejen. I tredje pitstop runde kom Vettel ud lige bagved Webber, der heroisk holdt tyskeren bag sig i én omgang, inden modstanden blev for stærk og australieren måtte bøje sig og se sig henvist til 2.-pladsen.

Button, der undervejs i løbet stoppede midt i pit-lane pga. et ikke korrekt monteret dæk, røg ned på plads 14, inden han endte sit løb i garagen.
Maldonado endte ligeledes løbet med en DNF, dog for hans vedkommende i gruset.

I det hele taget var det ikke McLarens dag idag. Sergio Perez kørte et forholdsvis anonymt løb og måtte på anden sidste omgang en tur i pit, så heller ikke strategien har været i top hos McLaren denne weekend.

Løbet sluttede med Vettel som vinder, med omtrent 5 sekunder ned til Webber, hvorefter de to Mercedeskørere krydsede stregen, efterfulgt af Massa i Ferrari og derefter den fransk-finske duo fra Lotus.

Resultatet er som følger:

1: Sebastian Vettel
2: Mark Webber
3: Lewis Hamilton
4: Nico Rosberg
5: Felipe Massa
6: Romain Grosjean
7: Kimi Raikkonen
8: Nico Hülkenberg
9: Sergio Perez
10: Jean-Eric Vergne
11: Valtteri Bottas
12: Esteban Gutierrez
13: Jules Bianchi
14: Charles Pic
15: Giedo van der Gerde
16: Max Chilton
17: Jenson Button (udgået)
18: Daniel Ricciardo (udgået)
DNF: Pastor Maldonado
DNF: Adrian Sutil
DNF: Paul di Resta
DNF: Fernando Alonso

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Räikkönen får straf Vettel undskylder finger til teamordre »