Vettel undskylder finger til teamordre

Så er der igen gang i den hos Red Bull. Sebastian Vettel undskylder nu, at han ignorerede teamordrer og ikke holdt sig bag teamkammeraten Mark Webber efter sidste pitstop i dagens løb i Malaysia. Et løb som Vettel efterfølgende vandt.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 24/3 2013 klokken 13:03

Tilskuere og TV-seere blev vidne til en af de mere bizarre sejrsceremonier i nyere tid. På podiet, der lignede noget fra en begravelse, stod en trykket vinder, en arrig toer og en ligeledes trykket treer, Lewis Hamilton, Mercedes GP.

Væk var Sebastian Vettels karakteristiske pegefinger, og der var ingen smil og klap på skulderen fra teamkammeraten, Mark Webber, begge Red Bull. Årsagen var tydelig for enhver: Vettel havde ignoreret en klar teamordre og under heftig mand-til-mand-duel overhalet Webber, som dermed blev frarøvet sejren.

Hjul-til-hjul-kamp mellem Webber og Vettel. Copyright Pirelli

Efter løbet udtalte en angrende Vettel til reportere: ”Jeg burde have opført mig ordentligt i dag. Jeg lavede en stor fejl.”

”Det er ikke en sejr jeg er stolt af. Den burde være Marks.”

Både før og efter pressekonferencen nægtede Webber at bekræfte, at han accepterede Vettels undskyldning, men udtalte derimod kryptisk, at tyskeren vil ”komme til at tage min medicin” i løbet af de næste tre uger inden næste løb i Kina.

"Ja, jeg aner ikke hvad Seb havde gang i i dag." Copyright Red Bull Media

Hvad Webbers medicin kommer til at bestå af, vil tiden vise, men den er sandsynligvis ikke godkendt af Australiens sundhedsstyrelse.

”Det er meget råt,” udtalte Webber efter løbet. ”Jeg blev hele tiden forsikret om, at vi ikke skulle forøge at skade hinandens biler.”

Under løbets åbne pressekonference udtalte Webber (mens han stod ved siden af Vettel) til en i øvrigt udmærket interviewer, ex-Formel 1-køreren Martin Brundle:

”Efter sidste stop fortalte teamet mig, at racet var slut, og at vi skulle justere motorernes ydelse ned helt til slutningen af løbet. Jeg ønsker også at køre race, men teamet tog beslutningen, hvilket vi normalt gør inden løbet. Det bliver aftalt, at det er sådan, det skal være, at vi skal holde øje med både dæk og bil helt til løbets afslutning.”

"Det så da ikke så slemt ud." Sebastian Vettel i pitten Malaysias GP 2013. Copyright Red Bull Media

”Men Seb foretog sin helt egen beslutning i dag, og han vil også få den sædvanlige beskyttelse. Det er sådan, det bliver.”

Webbers forklaring blev efter løbet bekræftet af teamchef, Christian Horner, der udtalte, at Vettel var ”skør”, når han nærmest havde kontakt med Webbers bil i bestræbelserne på at komme forbi. Ligeledes bekræftede Horner, at der var ”klare instruktioner” til Vettel om at holde sin position bag Webber.

Christian Horner kaldte Vettels manøvre for "skør". Copyright Getty Images/Red Bull Racing

”Vi lod kørerne kæmpe frem til det sidste pit-stop. På det tidspunkt blev kørernes egne interesser større end teamets,” udtalte Horner til Sky Sports F1.

I stedet for at følge ordren angreb Vettel sin teamkammerat efter sit fjerde og sidste pit-stop, hvilket fik australieren til omgående at gå til modangreb i en ret spændende westernagtig hjul-mod-hjul-duel, som kulminerede i, at Vettel passerede Webber og dermed tog sin grand prix-sejr nr. 27 – men samtidig også en af de mere kontroversielle af slagsen.

Det sidste ord er sikkert ikke sagt i den sag, og vi følger naturligvis op, når der er nyt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Løbsresumé: Malaysias GP - Sejr til Vettel Webber overvejer fremtiden »