Kevin Magnussen satser alt

Kevin Magnussen vil i Formel 1 i 2014. Derfor er den danske McLaren juniorkører klar til at tage et drastisk skridt for at forbedre sine chancer. Det handler om sponsorer, og hvordan man får en bedre chance for at få dem.

Kevin Magnussen . Copyright BMF1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/4 2013 klokken 10:04

Danske Kevin Magnussen er en Roskildeknægt ligesom sin far. Det betyder, at han bor i et land, hvor motorsport er en nichesport, og det gør det svært at komme frem i hierarkiet. På trods af sin fars efternavn, så står de danske sponsorer ikke i kø for at smide millioner efter den 20-årige kører.

Kevin Magnussen McLaren-test
Copyright McLaren Media/LAT Photography


Ved et netop afholdt arrangement afholdt i Lyngby fortalte Kevin om sine planer for at komme i Formel 1. Han skal i år på ny køre Formel Renault 3.5, i år for det franske DAMS-hold, sideløbende med sit arbejde som McLaren Juniorkører, hvor Kevin har sin vante gang på fabrikken.

Ved en Q & A-session efter foredraget, hvor Little Mag fortalte, hvorfor en F1-racer er nemmere at styre end en WSR-racer, kom han også ind på hvor meget det betyder for ham at komme i Formel 1. Det SKAL være i 2014. Der er ingen planer efter dette, men selv som McLaren Juniorkører kan det være nødvendigt at have penge med.

Kevin Magnussen
Copyright F1journal.com


Så Little Mag skifter sit danske statsborgerskab ud med et britisk, og bliver officiel britisk statsborger fra første juni 2013. Det gør han fordi det er nemmere at finde sponsorer til en britisk kører, og briterne leder efter den næste store engelske kører efter Jenson Button og Lewis Hamilton.

Kevin Magnussen fortalte om sine overvejelser til valget: ”Det giver mening på mange områder. Jeg bor tæt på fabrikken og bruger det meste af min tid på fabrikken. Jeg er en del af et ærkebritisk team, og snakker mere engelsk end dansk i øjeblikket.”

”Jeg er tilknyttet et fransk hold i World Series by Renault, og så er der også en skattemæssig fordel ved at bo i England, hvor skatten er lavere.”

”Jeg vil stadig føle mig dansk inden i, men det burde være nemmere at komme i Formel 1 som brite end som dansker.”

Kevin Magnussen
Copyright BMF1


I den netop udsendt pressemeddelelse udtaler farmand, Jan Magnussen:

”Jeg er stolt af Kevin og de bedrifter han allerede har opnået. Hvis det gør det nemmere for ham at komme i Formel 1 ved at skifte nationalitet, så skal han gøre det. Jeg har opdraget ham til at gå efter sine mål, og min søn bliver ikke mindre dansk af at køre under det engelske flag.”

Kevin Magnussen kommer i TV3 Plus HD under optakten til det kinesiske grand prix, hvor han vil fortælle om baggrunden for dette, for os drastiske, skifte. Men med Keke Rosberg i baghovedet, der lod sin søn Nico få tysk nationalitet fremfor finsk fordi det var nemmere at finde sponsorer i Tyskland, så giver det god mening.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Renault snakker med Toro Rosso Claire Williams nu viceteamchef »