Kinas GP: Kvalifikationen. Hamilton på pole

Efter 3 lange uger er det endelig blevet tid til at slippe racerne løs igen. Nu gælder det Kinas GP på Shanghai International Circuit, og du får vores dækning af kvalifikationen lige her.

Lewis Hamilton . Copyright Daimler-Benz

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 13/4 2013 klokken 07:04

Så går det endelig løs igen. Vi er klar til kvalifikationen i Kina. Efter 3 uger med mange og lange diskussioner om teamordrer og manglende respekt for disse, er det blevet tid til at skrive det næste kapitel i årets VM-føljeton. Sket er sket, og det skal blive spændende at se, hvordan Mark Webber og Sebastian Vettel opfører sig overfor hinanden på banen. "A little less conversation, a little more action, please."

Champagnen på andenpladen var bittersød. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Solen skinner over banen i Shanghai, så det ser ud til, at vi denne gang bliver forskånet for vejrgudernes indblanding. Termometeret står på 28 grader, og vinden er relativt svag, så forholdene er væsentligt bedre end under sæsonens første 2 kvalifikationsrunder.

Ferrari og Mercedes har bidt godt fra sig i de frie træninger, men Red Bull har jo ofte før vist sig at holde igen under træningerne, så det skal blive spændende at se, hvem der fundet den helt rigtige opsætning til den hurtige men også teknisk krævende bane.

Q1
Tiden er startet, men efter 3 minutter er der endnu ingen racere på banen. Selv ikke de mindre teams, som traditionelt er de første, der triller ud fra pitten, har vist sig endnu.

Vi er nu 8 minutter inde i Q1 og stadig er der ingen aktivitet på banen. Alle venter på, at andre skal lægge ud.

Endelig sker der noget. Jules Bianchi i Marussia er første mand på banen, og nu er der hul på bylden. Kan trafikken vise sig at blive et problem i de sidste par minutter?

Alle ser ud til at have valgt de bløde dæk her i Q1.

Med 6 minutter tilbage er Rosberg hurtigste mand. Ferrari, Red Bull og Lotus lader stadig vente på sig.

Med 3 minutter igen hedder rækkefølgen Hamilton, Rosberg, Alonso og Vettel.

Tiden er gået og Top 5 hedder Hamilton, Rosberg, Massa, Webber og Alonso.
De 6 langsomste, som vi må sige farvel til, blev Bottas (Williams), Guttierez (Sauber) samt begge Marussia- og Caterhamkørere.

Lewis Hamilton. Copyright Daimler-Benz

Charles Pic Copyright Caterham F1

Q2
Q2 er i gang, og denne gang er Vettel første mand på banen. Hvad har han i ærmet?
Vettel krydser stregen i en hæderlig tid, men den er absolut indenfor rækkevidde af de andre topkørere - Webber og Alonso er begge i gang med deres første flyvende omgang. Webber mangler 4/10 sekund, og bliver slået af Di Resta.
Alonso nu hurtigste mand - Massa 3'er.

Mark Webber har parkeret sin racer bag muren et sted ude på banen. Hans arbejdsdag ser ud til at være slut, og på nuværende tidspunkt er han blot 5. hurtigst. Hvor meget rækker det til?
Meldingen fra teamet lyder på et problem med brændstoftrykket.

Raikönnen hurtigste mand - men kun i 10 sekunder. Hans tid bliver straks slået af Rosberg, som igen bliver underbudt af Hamilton. Hamilton sætter en supertid, som er næsten 1/2 sekund hurtigere end Rosberg.

Med kun godt 2 minutter tilbage triller Grosjean ud til sin første omgang her i Q2. Franskmanden har åbenbart gode nerver.
Heftig trafik på banen de sidste 2 minutter.

Tiden er løbet ud, og også i Q2 er Hamilton manden på toppen. Top 5 i Q2 hedder Hamilton, Alonso, Vettel, Massa og Rosberg.
I Q3 kommer vi til at undvære Di Resta (Force India), Perez (McLaren), Sutil (Force India), Webber (Red Bull), Maldonado (Williams) og Vergne (Toro Rosso).

Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media

Mark Webber. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Mark Webbers tid rakte således blot til en 14. plads, så han får sandsynligvis en lang dag i morgen.

Q3
Igen her i Q3 er Vettel første mand på banen. Han er imidlertid kommet ud på brugte dæk, og han får da også besked på at pitte med det samme. Der er således ingen tider sat efter 4 minutter.

Der resterer nu blot 3 minutter af Q3, og først nu kommer der atter racere på banen. Vettel er på de hårde dæk, så måske har Red Bull lagt en alternativ taktik til løbet i morgen? Button har også valgt de hårde dæk. Nu bliver det spændende.

Alle får kun ét skud at gøre godt med, så den skal sidde lige i skabet i første hug. Raikönnen er første mand med en tid - og den er hurtig. Rosberg er langsommere end finnen, men Hamilton er hurtigere.
Alonso sætter 3. hurtigste tid, mens Vettel kører i pit uden at have sat en tid. Slow-billederne afslører, at tyskeren har lavet en bremsefejl på sin hurtige omgang, hvorfor han har afbrudt omgangen.

Tiden er løbet ud, og Top 10 ser ud som følger:
Lewis Hamilton
Kimi Raikönnen
Fernando Alonso
Nico Rosberg
Felipe Massa
Romain Grosjean
Daniel Ricciardo
Jenson Button
Sebastian Vettel
Nico Hülkenberg

Lewis Hamilton. Copyright Daimler-Benz

Kimi Raikkonen. Copyright Lotus GP

Mercedes ser altså rigtig stærke ud her på banen, hvor man hentede sin første sejr sidste år, da Nico Rosberg kørte hjem fra pole. Banen i Kina passer åbenbart perfekt til Mercedes-raceren. Med bilerne holdende på pole og en 4.plads er det absolut realistisk med en ny sejr til sølvpilene i morgen.

Hamilton skal dog holde godt øje med sine spejle, for han har en ordentlig flok aggressive folk lige bag sig. Raikönnen ser rigtig farlig ud, og lige bag ham lurer Alonso og Massa.

Længere ned i feltet er det værd at lægge mærke til, at Marussia igen kvalificerer begge racere foran Caterham.

Williams skuffer fælt med en 15.- og en 17.-plads. Det hæderkronede team ser ud til at gå en lang, lang sæson i møde.

Også McLaren ser fortsat ud til at kæmpe mere end godt er. Button får ganske vist hevet en 8.-plads hjem, men Perez er igen for langt bagefter. Der er næppe tvivl om, at en 12.-plads ikke opfylder teamets målsætning.

Afslutningen på Q3 åbner op for nogle spændende perspektiver for løbet i morgen. Som bekendt skal løbet startes på de samme dæk, som man afslutter Q3 på, så vi får altså både Vettel og Button at se på de hårde dæk, mens resten af i hvert fald top 10 er på de bløde. Hvis det betyder, at disse 2 herrer har en alternativ pitstopstrategi i ærmet, kan vi meget vel have et særdeles spændende løb i vente.

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Under alle omstændigheder er det ikke ofte, den forsvarende verdensmester starter så langt nede i feltet. Samtidig er det værd at bemærke, at det indbyrdes styrkeforhold mellem Mercedes, Ferrari og Lotus ser ud til at være ekstremt tæt. Disse 3 teams holder tilsammen på de 6 første startplaceringer, når det går løs i morgen.

Undertegnede glæder sig helt vildt til imorgen. Hvem tror I på?

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kinas GP. 3. frie træning. Alonso hurtigst Webber starter sidst »