Spaniens GP: Kvalifikation: Rosberg på pole

Vi har taget hul på den europæiske sæson med nyklassikeren på Circuit de Catalunya. Vi har overstået en spændende kvalifikation, hvor Mercedes så rigtig stærke ud. Nico Rosberg tog pole foran Lewis Hamilton.

Nico Rosberg . Copyright Daimler-Benz

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 11/5 2013 klokken 13:05

Formel 1 karavanen er endelig kommet til Europa, og vi lægger ud med det spanske Grand Prix, som afvikles på Circuit de Catalunya, som ligger umiddelbart nord for Barcelona.

Vi er klar til kvalifikationen. Vil lokalmatadoren Fernando Alonso sikre sig selv og Ferrari sæsonens første pole? Opbakningen fejler i hvert fald ikke noget, men let bliver det ikke.

Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media

Solen skinner over banen, og der er ikke mange skyer på den blå middelhavshimmel. Luftemperaturen er 20 grader, asfalten er 36 grader, og der blæser en frisk vind på tværs af langsiden.

Q1
Så er uret startet, men racerne holder ikke ligefrem i kø for at komme ud på banen. 4 minutter inde i Q1 begynder der dog at ske noget. Daniel Ricciardo og Pator Maldonado er de første på banen.

Den første tid klikker ind - Ricciardo kører 1:24.100, men underbydes straks af både Hülkenberg og Vergne.

Jean-Eric Vergne. Copyright Getty Images/Toro Rosso

Den første af de realistiske bud på en polekandidat, som viser sig på banen, er Räikkönen. Han sætter sig straks på den provisoriske pole position, men er stadig langt fra den tid, han kørte hjem under den 3. frie træning.
Grosjean i den anden Lotus sætter sig på P2 - mens vi stadig intet har set til hverken Ferrari, McLaren, Mercedes eller Red Bull.

Alonso er på banen og skærer næsten et sekund af Räikkönens tid. Få sekunder senere passerer Massa stregen i næstbedste tid.

Felipe Massa Malaysias GP 2013. Copyright Ferrari F1

Nu er også Mercedes kommet frem fra garagens skygge. Efterhånden er der også kun 6 minutter igen af Q1.
Rosberg er på de bløde dæk. Umiddelbart er han den første af de sædvanlige frontrunnere, som vælger dette dæk. Det giver pote - han er godt 3 tiendedele hurtigere end Alonso.

Nu er der trafik på banen - Red Bull og McLaren er også ude. Vettel sætter sig på P2, også han er på de bløde dæk.

Hamilton tager P1, så i øjeblikket er det en ren Mercedes 1-2.

I den mindre sjove ende af tabellen kæmper Hülkenberg og di Resta for at holde sig blandt de 16 hurtigste.

Paul di Resta. Copyright Sahara Force India

Kimi Räikkönen bliver spærret af Gutierrez gennem de sidste sving på en ellers rigtig hurtig omgang. Kommer der en straf til Gutierrez?

Så er tiden gået, og vi kan summere op på Q1:
I top har vi Hamilton, Rosberg, Vettel, Räikkönen og Alonso.
De 6 kørere som kan holde tidligt fri for i dag er Bottas, Maldonado, Van der Garde, Bianchi, Chilton og Pic.

Lewis Hamilton. Copyright Mercedes AMG

Vi kan altså konkludere, at Williams' problemer ser ud til at fortsætte, med begge racere ude allerede i Q1.
I parantes bemærket lykkedes det kun lige akkurat for McLaren at klemme sig med til Q2 - Perez sluttede Q1 på P14, mens Button endte på P15.

Q2
Første mand til at indtage asfalten i Q2 er Esteban Gutierrez i Sauber. Han kommer ud på de bløde dæk. I Q1 var det meget blandet mht. dækvalg, men mon ikke alle kørere vælger de bløde her i Q2?

Vettel er også på banen, og også han er i hvert fald på de bløde dæk.

Den første tid klikker ind, og den lyder på 1:22.910 - den tilhører Gutierrez.
Han underbydes af teamkollegaen Hülkenberg.
Räikkönen sætter en rigtig hurtig tid - som Vettel ikke kan matche i sit første forsøg. Der er mere end 1 sekund mellem de 2.

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Alonso er på banen, og hans mellemtider ser gode ud. Hvor ender han? Han er hurtigste mand indtil nu. 3 hundrededele hurtigere end Räikkönen.

Ganske ubemærket har Rosberg kørt sig ind på P3 og Massa på P4.
Webber er kun 10'er, mens Vettel står på P8.

Der resterer knap 5 minutter, og nu skiftes der dæk til de sidste forsøg.

Vettel er første mand i denne "finale" i Q2 - han forbedrer sig markant og rykker op på P1.
Webber følger efter og sætter sig på P4.

Mark Webber. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Begge McLaren-racere er pt. udenfor de 10, som går videre til Q3.

Daniel Ricciardo skubber Lewis Hamilton ud af top 10. Men Hamilton svarer igen med manér: I sidste øjeblik snupper han P1 fra Vettel, og det endda med en margin på 6 tiendedele!

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Hermed er Q2 overstået, og vi summerer op:
De hurtigste i Q2 var Hamilton, Vettel, Alonso, Räikkönen og Webber, mens vi i bunden må sige farvel til Ricciardo, Vergne, Sutil, Button, Hülkenberg og Gutierrez.

Mens Button således ikke formåede at køre sig i Q3, sluttede Sergio Perez på en flot P7.

Q3
Så går det løs, og denne gang er der action fra første færd. Räikkönen er første mand på banen. Finnen passerer stregen i 1:21.539.

Kimi Räikkönen Malaysias GP 2013. Copyright Lotus-Renault

Rosberg er væsentlig hurtigere med 1:20.824 - en tid som heller ikke Alonso kan matche.

Også Grosjean og Massa har sat deres første tider, men ingen kan matche Rosberg.

Romain Grosjean. Copyright Lotus GP

Hvor bliver Red Bull af? Endnu er ingen af de 2 racere på banen - de satser åbenlyst på ét alt-eller-intet forsøg.
Der resterer kun godt 3 minutter.

Alle forlader pitten stort set samtidig med ca. 3 minutter tilbage på uret. Nu sælder det.

Vettel er første mand med en hurtig omgang - og han passerer stregen lige tids nok til, at han kan nå 2 omgange. Godt timet af Red Bull.

Vettel tager P2, Räikkönen P3, men her kommer Rosberg.... og han kører sig på P1! Alonso kan ikke være med og må nøjes med P5.

Lewis Hamilton. Copyright Daimler-Benz

Hamilton passerer stregen og det er i næstbedste tid. Her kommer Massa.. - men heller ikke han kan følge de hurtige Mercedeser.

Tiden er gået og vi har et officielt resultat - Rosberg tager pole foran Hamilton, mens Vettel er henvist til 3.-pladsen. Räikkönen ender på P4 foran Alonso på P5.

Nico Rosberg. Copyright Mercedes AMG

Top 10 til morgendagens løb ser således ud:
Nico Rosberg
Lewis Hamilton
Sebastian Vettel
Kimi Räikkönen
Fernando Alonso
Felipe Massa
Romain Grosjean
Mark Webber
Sergio Perez
Paul di Resta

Undertegnede ser flere spændende perspektiver forud for morgendagens løb. Mercedes har åbenlyst farten til at blande sig i toppen, men holder det over en hel løbsdistance? Vettel starter "kun" på P3 med en aggressiv Räikkönen ved sin side. Og hvad med Alonso? Han er utvivlsomt skuffet over blot at skulle starte fra P5 på sin hjemmebane, så mon ikke vi også kan forvente en vis aggressivitet fra spanieren?

Jenson Button Japans Grand Prix 2012. Copyright McLaren Group

McLaren fortsætter med at skuffe. Sergio Perez gjorde det fornuftigt ved at sætte sin racer på P9, men det kan ikke være tilfredsstillende at Button blot formår at kvalificere sig på P14.

Vi har et spændende løb i vente.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hold øje med: Circuit de Catalunya Straf til Massa og Gutierrez »