Hold øje med: Circuit de Catalunya

Vi er nu nået til det første europæiske GP i sæsonen, som foregår på den bane, der også danner rammen om en del af vintertestene. Vi skal kigge nærmere på Circuit de Catalunya.

Nico Rosberg . Copyright Mercedes AMG

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 10/5 2013 klokken 18:05

Den 4,655 km. lange bane er placeret i Montmeló, der ligger nord for Barcelona i Catalonien, i Spanien.
Der er kapacitet til omtrent 107.000 tilskuere, hvor en BMF1 mand i denne weekend udgør én af pladserne.
Banen betegnes som værende udfordrende og med et godt varierende layout.

Den blev bygget i 1991 og var vært for Spaniens GP samme år, der ellers havde holdt til på Montjuic banen i selve Barcelona. Banen består af 16 sving i forskellige former og varierende apexhastighed.
Banerekorden lyder på 1:21.670 og er sat af Kimi Räikkönen i sin Ferrari tilbage i 2008.

Starten på Spaniens GP 2012 Copyright Ferrari Media

I denne uges omgang af klummen vil jeg tage fat i to punkter på banen, som kan komme til at spille en rolle i weekenden. Det drejer sig om sving 1 og sving 16.

Sving 1, Elf, og sving 2, minder tilnærmelsesvis om svingkombinationen på Albert Park, hvor sving 1 leder køreren direkte over i sving 2 og derfor er afgørende for en god flyvende omgang, da man hurtigt kan miste mange hundrededele, hvis den angribes forkert.

Elf, som er et forholdsvis skarpt højresving, entrerer man på langsiden med omtrent 310-320 km/t afhængig af DRS, og bremser derpå ned til cirka 120 km/t og trækker en G-påvirkning på 2,6 rundt i svinget.

Grunden til at svinget spiller en interessant rolle, er den næsten oplagte overhalingsmulighed. Den bliver muliggjort pga. den høje hastighed fra den 1047 m. lange langside. Hvis ikke køreren formår at komme forbi med DRS, har han muligheden for at trække ind bagved sin modstander, opsamle downforce og kan derved igen trække ud og udbremse sin konkurrent på indersiden og have fordelen ind i svinget.
Tricket i svingkombinationen er, at være i stand til at kunne tage mere fart end sin modstander med ind i sving 1, og samtidig kunne holde farten igennem sving 2.
Da sving 1 drejer til højre, sving 2 til venstre og sving 3 til højre, vil man først være på indersiden, dernæst på ydersiden og igen på indersiden, så hvis man formår at holde farten på ydersiden i sving 2, kan man let holde indersiden i sving 3 og henvise sin modstander til pladsen bagved.

Mercedes-sandwich Copyright Mercedes AMG

Sving 16, New Holland, er det sidste sving på banen før start/mållangsiden. Man kommer ud fra venstre/højre chikanen med omkring 95 km/t, accelererer op og kører ind i svinget, som er et langt højresving og rammer en apexhastighed på omkring 220 km/t og trækker en G-kræft på omkring 2,8.
Det vigtige ved dette sving er, at det er her, der bygges op til overhalinger på langsiden. Er man kommet godt ud af chikanen, og forholdsvis tæt på sin modstander, er fordelen her, at man kan følge sin konkurrent hele vejen igennem svinget lige i hans bagvinge. Derpå kan man aktivere sin DRS og overtage pladsen. Om modstanderen slår tilbage i sving 1, må løbet jo vise.

På billedet anes sving 16 i baggrunden.
Pastor Maldonado vinder i Spanien. Den første sejr siden Brasilien 2004. Copyright Williams F1

Disse to sving vil spille en stor rolle i weekendens løb. Læg dertil, at banen danner rammen om sidste afdeling af vintertestene. Det er derfor en bane, som kørere og teams kender som deres egen bukselomme.

Vil I have en ekstra bonusinfo? Selvfølgelig vil I det!

En af de bemærkelsesværdige ting ved banen i Catalunya er antallet af bump og ujævnheder på banens overflade, som er blevet til i løbet af den tid, banen har eksisteret. Selvom banen jævnligt bliver belagt på ny, er de mange bump stadig markante i nogle sving.

I Banc de Sabadell (sving 11 og 12) er asfalten nogle steder så ujævn, at man kunne overveje hvorvidt den er designet således, for at teste bilernes affjedringsopsætning.

En anden kurve, nemlig Renault (sving 3) er heller ikke et sving man sådan bare lige kommer sovende til, da det er svært at finde ideallinjen, fordi den hurtigste linje gennem apex af ​​svinget passerer lige igennem det mest ujævne område af sporets overflade.
Mange kørere vælger at tage en bredere linie, som i teorien er langsommere, men i praksis er mere effektiv og hurtigere, da asfalten dér er i en bedre tilstand på ydersiden af apex.
Den ujævne overflade på banen betyder, at en affjedring som er forholdsvis blød, kan anvendes, selvom det kan have en negativ virkning på bilens opførsel og performance gennem hurtigere sving.

Sebastian Vettel Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Alle disse ting er jo noget som kørere og teams skal bruge kræfter på, men med den fordel at de allerede har en masse telemetri fra deres tests i vinter. Så det skulle være et meget konkurrencedygtigt felt, vi får at se på søndag og i morgen i kvalifikationen.

Følg med i vores LIVE-dækning lørdag og søndag.

/fl

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Spaniens GP: 1. frie træning: Alonso hurtigst Spaniens GP: Kvalifikation: Rosberg på pole »