Mercedes og Pirelli undersøges af FIA

Det kom frem i Monaco, at Mercedes havde hjulpet Pirelli med at teste dæk efter Spaniens Grand Prix. Faktisk havde Mercedes fået 1000 ekstra testkilometer på den baggrund. Det har Red Bull og Ferrari klaget over.

De nye dæk . Copyright Pirelli Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 27/5 2013 klokken 11:05

Hverken Red Bull eller Ferrari havde noget at stille op mod den fart, som Nico Rosberg havde i sin Mercedes AMG racer i weekenden, men det er nu ikke derfor, de har valgt at nedlægge protest overfor deres rolle i at teste dæk med Pirelli.

Da Pirelli indgik kontrakt med FIA om at være dækleverandør til Formel 1, fik de skrevet med ind i kontrakten, at de måtte teste med en af de aktive racere i op til 1.000 km, hvilket de så valgte at bruge Mercedes til.

Det ville der så ikke være noget galt i, at de gjorde, hvis ikke det lige var fordi, FIA har tilføjet, at alle hold skulle tilbydes denne test for at sikre, at der ikke var et hold der blev forfordelt.

Denne ekstra lille tekststump, lader det til at Pirelli har overset, samtidig med at Mercedes hævdes at have brugt de gratis ekstra 1.000 km testarbejde til at udvikle på deres bil, hvilket ifølge kontrakten med FIA heller ikke er tilladt.

Uanset om de to parter, eller blot den ene, dømmes, vil resultatet af en kendelse ikke have påvirkning af resultatet af Monacos Grand Prix, understreges det i en udmeldelse af løbets stewards, herunder Tom Kristensen.

Det forventes at der kommer en hurtig udmelding fra FIA vedrørende denne sag, som Pirelli angiveligt ikke har håndteret rigtigt, men ikke nødvendigvis vil blive straffet for.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monacos Grand Prix. Løbet LIVE. Rosberg vinder - 5 Grosjean modtager gridstraf »