Canadas GP: 1. frie træning: di Resta hurtigst

Weekendens 1. frie træning i Canada bød på en våd bane, en Maldonado, der levede op til sit uheldige øgenavn, og en Force India kører i toppen af flokken.

Paul di Resta . Copyright Sahara Force India

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 7/6 2013 klokken 17:06

Vi er nået til weekenden, hvor sæsonens 7. Grand Prix skal løbe af stablen. Stedet, hvor det foregår, er Circuit Gilles Villeneuve i Canada. Den lille tur over sundet betyder, at vi skal tænde for tossekasserne en del senere end normalt under en Grand Prix weekend, så husk at tjekke TV tiderne.

I modsætningen til det skønne, solrige sommervejr, som vi har herhjemme, ser det noget anderledes gråt og vådt ud over Circuit Gilles Villeneuve. Til trods for de tunge regnvejrsskyer, blev 1. frie træning skudt i gang uden dryp fra oven, men banen var stadig drivvåd og luftfugtigheden meget høj, da uret begyndte at tælle ned fra 1 time og 30 minutter.

Esteban Gutierrez Copyright Sauber Motorsport

Saubers mexicanske kører Esteban Guiterrez var den første til at sætte en tid på den pladdervåde bane. Det var dog ikke ham, som kørte 1. frie trænings hurtigste tid hjem.

Efterhånden som tiden gik og banen blev mere og mere tør, blev der (ikke overraskende) samtidigt skraldet flere og flere sekunder af tiderne.

Jules Bianchi Copyright Marussia

Med godt og vel 50 minutter tilbage af træningen måtte Jules Bianchi slukke og lukke for sin bil og sin træningssession, da han kom en anelse på afveje på den canadiske racerbane. Der skete dog hverken noget med ham eller bilen, og den franske Marussia kører burde derfor være ”fit for fight” til 2. frie træning senere i dag.

Nico og Lewis med nye IWC Schauffenhauser-ure Copyright Daimler Benz

I lang tid lå de to Mercedes kørere i toppen af flokken, hvad omgangstider angår, men det blev der dog lavet om på.

Felipe Massa og Fernando Alonso Copyright Ferrari Media

Vi så ikke meget til gutterne i de røde Ferrari-racere under fredags 1. træning. Hverken Fernando Alonso eller Felipe Massa fik kørt specielt mange omgange på Circuit Gilles Villeneuve, og først da der var godt og vel 10 minutter tilbage af træningssessionen, kom de to Ferrari kørere ud på banen igen, og forbedrede deres tider fra henholdsvis 16. og 21. hurtigste tid til 4. og 11. hurtigste tid.

Pastor Maldonado Copyright Williams F1

Med ca. 5 minutter tilbage af træningen kørte Pastor Maldonado galt og mistede på den konto en frontvinge på Williams raceren. Til gengæld fik han endnu engang vist, hvorfor han sidste år fik øgenavnet Chrashonado.

McLaren MP 4-28 præsentation Copyright McLaren Media

Ind til videre har McLaren ikke fået den sæsonstart, som de uden tvivl havde håbet på, men i dag viste både Jenson Button og Sergio Perez god form. Ikke mindst Button, som sluttede lige efter nabolandsmanden Paul di Resta.

Summa summarum: top ti efter 1. frie træningssession fordeler sig således: di Resta, Button, Grosjean, Alonso, Räikkönen, Ricciardo, Rosberg, Perez, Vettel, Webber

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hankook afviser dækinteresse Hold øje med: Fernando Alonso og Kimi Räikkönen »