Snyder Red Bull?

Sebastian Vettels overlegne sejr i Canada var måske slet ikke så imponerende alligevel. I hvert fald spekuleres der nu i, at Red Bull benytter sig af traction control.

Sebastian Vettel med to Mounties . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 18/6 2013 klokken 20:06

Det italienske tidsskrift ’Autosprint’ mistænker Red Bull for at køre med traction control på dette års racere. En feature, som har været forbudt i Formel 1 siden 2008.

Traction control fungerer ved, at der elektronisk ”skrues ned” for gassen, når en sensor ved hjulet registrerer hjulspin. Dette kan gøres enten ved at koble enkelte cylindre fra eller ved at begrænse benzintilførslen. Begge dele sker på brøkdele af et sekund, hvorfor det sjældent opfattes af det menneskelige øje.

Adrian Newey. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Efter Sebastian Vettels overlegne sejr i det candiske Grand Prix, antydes det nu, at tyskerens 3 hidtidige sejre i denne sæson muligvis er kommet i hus ved hjælp af ulovlige hjælpemidler.

Mistanken baseres på hændelsen, hvor Mark Webber accelererer væk fra hårnålen efter sin kollision med Giedo van der Garde. Her efterlader australieren sig nogle mærker på asfalten, og det er disse mærker, som nu er kommet under lup.

Mark Webber. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

’Autosprint’ skriver: ”Man får straks øje på mærkerne på asfalten. Der er ikke tale om kontinuerlige mærker (som regel mørke i starten og derefter gradvist lysere) efter hjulspin.”

Angiveligt er der i stedet tale om afbrudte aftegninger, som indikerer at en eller anden form for traction control system er installeret i Webbers racer.
”Det ligner den typiske opførsel fra en gadebil, som accelererer ”i ryk”, når traction control er slået til,” fortsætter ’Autosprint’.

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Det skal understreges, at der på nuværende tidspunkt kun er tale om spekulationer fra det italienske tidsskrifts side. Der foreligger endnu ikke nogen form for reaktion eller udtalelse fra hverken Red Bull eller FIA.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Lotus delvist solgt Red Bull anvender ikke Traction Control »